Indsigt

“Single og tilfreds”: Unge kvinder dropper mænd og traditionelle livsvalg

Stadig flere unge kvinder fravælger mænd, børn og det traditionelle familieliv.

“Single og tilfreds”: Unge kvinder dropper mænd og traditionelle livsvalg
Foto: Peter Miranda / Unplash
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 21. april 2025

Ægteskab og børn? Ikke nødvendigvis. En stigende gruppe unge kvinder vender ryggen til de klassiske livsbaner og vælger et liv uden romantiske forpligtelser – og de taler højt om det på sociale medier.

Singellivet hitter – især på TikTok

Modellen og forfatteren Julia Fox er blevet lidt af en frontfigur for trenden. På sociale medier som TikTok og Instagram deler hun ofte klip, hvor hun hylder livet som single. I et interview på The Drew Barrymore Show blev hun spurgt, om hun datede nogen. Hun svarede uden tøven:

“Nej, nej, nej. Jeg har svoret at holde mig fra mænd… Hvis det ikke er i stykker, skal man ikke fikse det. Jeg er glad.”

Ifølge Newsweek går klip som disse viralt, og mange kvinder kan genkende følelsen. På TikTok bliver det kaldt en “blessing” at være single – og en nødvendighed for personlig udvikling. Andre taler om at være “boy sober” eller at “decentrere mænd” – altså at stoppe med at lade mænd være centrum for ens liv og opmærksomhed.

Fra trend til reel samfundsændring

Men det er ikke kun noget, der foregår på sociale medier. Tallene peger samme vej: I USA er fødselsraten nede på 1,7 børn per kvinde – det laveste nogensinde. Og i 2021 var der rekordmange, der boede alene.

Samme tendens ses verden over. I 1970 fik en kvinde i gennemsnit 5 børn. I dag får hun 2,3, og tallet er kraftigt faldende. Tallet er i Danmark helt nede på 1,5 børn pr. kvinde.

Så hvad skyldes det?

“Traditionelt ægteskab og moderskab er ikke nødvendigvis en god aftale for kvinder. De er ofte mindre lykkelige end singlekvinder og end mænd i forhold – og de betaler en høj pris økonomisk og i hverdagen,” fortæller sociolog Lisa Wade.

Hun peger på, at kvinder i dag har muligheden for at fravælge familielivet, hvilket ikke var tilfældet tidligere.

Professor Jennifer Glass supplerer:

“Amerikanske mødre har i gennemsnit 71 procents risiko for at ende som familiens hovedforsørger, inden deres første barn bliver 18 år. Det gør det svært at få det til at hænge sammen på den traditionelle måde.”

Tendenser skaber modtendenser

Singellivet er i modvind visse steder. Særligt fra højrefløjen, hvor nogle forsøger at bringe traditionelle kønsroller tilbage.

“Vi ser en bevægelse, der vil skrue tiden tilbage til 50’erne,” siger Lisa Wade. “Men sidst det skete, fulgte borgerrettigheder, kvindefrigørelse og seksuel revolution.”

Også forsker Brooke Erin Duffy ser tendenserne:

“Vi ser et comeback for kønsroller – men samtidig er sociale medier stadig et stærkt sted for aktivisme og nye samtaler om køn og ligestilling.”

Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts

Læs også: Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts