Investering

Sådan har danske investorer handlet på aktiemarkedet efter Trumps indsættelse

Siden Donald Trump blev indsat som USA’s præsident den 20. januar 2025, har der været betydelige udsving på aktiemarkedet. Det har dog ikke afholdt danske investorer fra at kaste sig over udenlandske aktier. Særligt europæiske forsvarsaktier har været i høj kurs.

Sådan har danske investorer handlet på aktiemarkedet efter Trumps indsættelse
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 28. marts 2025

Den mest populære udenlandske aktie blandt danske investorer har været den amerikanske chipproducent NVIDIA. Selvom aktien har oplevet et markant fald i værdi, har 62 % af alle handler været køb. Det vidner, ifølge investeringsstrateg hos Saxo Bank, Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, om en stor tiltro til, at NVIDIA vil genrejse sig.

“Vi ser en tydelig tendens til, at danske investorer fortsat tror på kunstig intelligens som et langsigtet væksttema,” siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

Europæiske forsvarsaktier i top

Mens amerikanske teknologivirksomheder dominerer listen over de mest handlede aktier, har europæiske forsvarsselskaber også oplevet stigende interesse. Ifølge Saxo Banks data er svenske Saab og tyske Rheinmetall blandt de mest populære aktier, henholdsvis som nummer to og fire på listen over de mest handlede udenlandske aktier.

“De klart højeste andele af købshandler findes blandt forsvarsaktierne som Saab, Rheinmetall, Kongsberg Gruppen og Leonardo. Det bekræfter den store interesse blandt danskerne, når det kommer til forsvarsaktier, som vi har set stige i takt med, at den geopolitiske retorik er eskaleret,” fortæller Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

Er luksusaktierne igen på mode hos investorerne? “Vi ser tegn på det,” siger investeringsstrateg

Læs også: Er luksusaktierne igen på mode hos investorerne? “Vi ser tegn på det,” siger investeringsstrateg

Tiltro til fremtidsteknologier trods markedsuro

Ud over NVIDIA har også MicroStrategy, Rigetti Computing, D-Wave og AMD set en stor andel af købshandler blandt danskerne. Disse selskaber arbejder inden for områder som blockchain, kvantecomputere og AI.

“Det kan indikere, at danskerne stadig tror på temaer som kunstig intelligens, kvantecomputere og blockchain på trods af, at de store amerikanske aktier er blevet en smule mindre populære siden d. 20. januar,” lyder vurderingen fra Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

Investorer frasælger tech-giganter

Mens investorerne har købt op i AI- og forsvarsaktier, har de været mindre begejstrede for nogle af de store teknologiaktier, især de amerikanske. Amerikanske Tesla, Apple, Meta og kinesiske Alibaba er de fire aktier, hvor flest danske investorer har valgt at sælge frem for at købe.

“Alibaba har i år haft en markant kursstigning på ca. 60 %, og derfor kan det tænkes, at flere investorer tager gevinsten hjem. Tesla, Meta og Apple er dog alle faldet siden Trumps indsættelsen, men her lader det til, at de danske investorer sælger deres aktier fra på trods af det store kursfald, hvor vi normalt ser, at danskerne er tilbøjelige til at købe op i aktier der falder markant,” siger Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen.

“Hvorfor investerer vi ikke?” Det spørgsmål stillede Signe Højland til 17 kvinder

Læs også: “Hvorfor investerer vi ikke?” Det spørgsmål stillede Signe Højland til 17 kvinder