Indsigt

Rige amerikanere flytter pengene til Schweiz: “Det er en plan b”

Schweiz er blevet det nye hotte sted at parkere penge for rige amerikanere, der ikke længere stoler helt på økonomien og stabiliteten i hjemlandet.

Rige amerikanere flytter pengene til Schweiz: “Det er en plan b”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 18. april 2025

Flere velhavende amerikanere sender nu deres penge på ferie i Schweiz – og ikke bare for sjov. Ifølge schweiziske banker er interessen for at åbne konti fra USA eksploderet de seneste måneder.

Ifølge CNBC melder flere schweiziske banker om et klart boom i nye konti fra amerikanske kunder. Baggrunden? En cocktail af politisk uro og usikkerhed om dollarens fremtid.

“Det kommer i bølger,” fortæller Pierre Gabris, direktør for den schweiziske investeringsrådgiver Alpen Partners. ”Da præsident Barack Obama blev valgt, kom der en bølge. Så var det corona. Nu er det toldsatserne, der får folk til at reagere.”

Det handler ikke kun om skat eller hemmelige bankbokse. Mange amerikanske investorer vil simpelthen væk fra dollaren og det, de ser som et ustabilt politisk system i hjemlandet.

Schweiz tiltrækker med sit ry for stabilitet, en stærk valuta og solide juridiske rammer. Nogle kunder er også begyndt at købe fysisk guld og søger ejendomme eller ophold i Europa.

“Det er en plan B,” siger Gabris og peger på, at flere også kigger mod europæisk statsborgerskab.

Og nej – det er ikke længere et skummelt skattely-eventyr at åbne konto i Schweiz. I dag er alt gennemreguleret, og amerikanerne skal stadig igennem en bunke papirarbejde og aflevere deres oplysninger til de amerikanske myndigheder.

Men ønsket om at sprede sine investeringer lever i bedste velgående. Som Gabris siger det: “Mange amerikanere indser, at 100% af deres portefølje er i amerikanske dollars, så de tænker: ’Måske burde jeg sprede risikoen’.”

Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts

Læs også: Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts