Picture of Mille Skjold Madsen
Mille Skjold Madsen

Danskerne kan forvente at leve længere i fremtiden. For kvinderne er der tale om den største fremgang i 27 år, med en stigning på 4,6 måneder.

 

Ifølge den opdaterede levetidsmodel fra ATP øges den forventede levetid, hvilket markerer den største stigning for kvinder siden 1996.

Hvert år opdaterer ATP sin levetidsmodel, som beregner, hvor længe danskerne forventes at leve, baseret på de nyeste tilgængelige data fra både Danmark og 17 andre sammenlignelige lande. 

”En stigning på 4,6 måneder i forventet levetid er meget. På kvindesiden er det et tal, vi skal tilbage til 1996 for at matche. Så fremgangen i 2023 er bemærkelsesværdig, men den er – kan man sige – også tiltrængt efter to år med fald i levetiderne,” siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP til Ritzau. 

Er du fx 35 år i dag, kan du som kvinde forvente at blive 91 år, mens en 35-årig mand kan forvente at blive 88 år.

 

Se din forventede levealder her

 

Danmark halter bagefter 

Danmark ligger fortsat lavt i forventet levetid sammenlignet med andre europæiske lande, vi normalt sammenligner os med.

I løbet af de seneste 10 år er den resterende forventede levetid for en 67-årig dansker kun steget med cirka én måned om året, uanset køn. I den foregående 10-årsperiode var denne stigning mere end dobbelt så stor. 

”Levetiderne har oplevet et dyk, og nu er der fremgang igen. Men fordi levetiderne ”kun” er tilbage på niveauet fra 2020, tror vi på, at der ligger endnu en pæn portion ekstra levetid og venter på danskerne i de kommende år,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.

 

Pension bliver endnu vigtigere for kvinder 

 

Med en sandsynlighed for, at kvinder vil leve længere, så bliver pensionsopsparingen også endnu vigtigere. For kvinder lever længere end mænd, men tager samtidig også mest barsel, går oftere på deltid og har en lavere løn, hvoraf pensionsopsparingen statistisk set bliver lavere. 

 

Ifølge tal fra Forsikring og Pension er det i 3 ud af 4 par i alderen 30-39 år, at manden har den højeste indkomst. Det betyder også, at mænd er mere økonomisk velpolstrede til et pensionistliv, som er kortere end kvinders. 

 “Vi kan se i statistikkerne, at kvinderne er blevet bedre uddannet end mænd, men det er ikke slået igennem på hvem, der har den højeste erhvervsindkomst blandt unge par. Det er faktisk ret overraskende, at det slet ikke har rokket sig siden 2010, fortæller Lotte Katrine Ravn, chefkonsulent i Forsikring og Pension i forbindelse med udgivelse af tallene. 

 

Kvinders pensionsopsparing er stadig 24,8 % lavere end mænds, og sådan har det været de seneste år. 

 

”Det er formueforskelle, der ikke tegner til at blive udlignet lige foreløbigt,” udtalte Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank i forbindelse med tallene tidligere på sommeren

 

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen er der nogle ting, som man kan gøre, hvis man som kvinde gerne vil sikre sin pensionsformue fremadrettet. Og det starter med en snak i familien omkring arbejdsdeling og arbejdsliv, for det kommer til at spille en stor rolle, når det kommer til pensionen.

 

“En konkret idé kan være, at hvis den ene går på deltid eller tager længere barsel end den anden, så kan den anden toppe pensionen op hos den, der er mest hjemme, så skævheden på sigt bliver begrænset,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, men gør samtidig opmærksom på, at det er vigtigt at huske på, at pensioner som regel ikke deles, hvis man en dag skulle blive skilt, så det er vigtigt at tage en snak om det, mens man stadig er gode venner.

 

Få adgang til vores ugentlige nyhedsbrev, fyldt med artikler, interviews og analyser om alt fra lønforhandlinger til investering. Med medlemskabet får du også digital adgang til Økonomista-magasinet og mulighed for at tilføje det trykte magasin. Deltag i live interviews og redaktionsmøder for at forme indholdet. Optjen indsigt og inspiration til din økonomi hver uge.