IndsigtPræsidenten for den europæiske centralbank: “Jeg håber ikke Trump gør det”
Christine Lagarde håber, at USA’s præsident Donald Trump ikke vil fyre Fed-formand Jerome Powell, da det kan skabe usikkerhed på markederne.
Under tirsdagens forårsmøde med Den Internationale Valutafond og Verdensbanken udtrykte den europæiske centralbanks præsident, Christine Lagarde, håb om, at USA’s præsident Donald Trump ikke vil afsætte Jerome Powell som formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed).
Christine Lagarde blev spurgt af CNBC om hun mente, at en sådan handling kunne udgøre en risiko for markederne. Hun svarede: “Jeg håber det bestemt ikke … Jeg håber, at det ikke er en risiko.”
Trump presser FEDs formand
Trumps pres på Jerome Powell er steget, da han har opfordret den amerikanske centralbank til at sænke renten, og advarede om, at den amerikanske økonomi kan blive bremses, hvis renten forbliver høj. Powell har i den forbindelse nævnt, at Trumps handelskrig kan hæmme væksten og øge inflationen, men har ikke givet nogen signaler om den fremtidige rentepolitik.
Trump, der oprindeligt udpegede Powell under sit første præsidentembede, overvejer nu, om han lovligt kan afsætte Fed-formanden, før hans mandat udløber.
Christine Lagarde udtrykte stor respekt for Powells arbejde:
“Jeg har enorm respekt for det arbejde, han gør, og for hans loyalitet overfor sit job og for at være så omhyggelig og disciplineret som muligt for at levere på sit mandat,” sagde Christine Lagarde. “For ham, som for mig, er mandatet vores kompas. Vi skal levere på vores mandat.”
Plads til forhandling
Christine Lagarde kommenterede også på den igangværende handelskrig og de højere toldsatser, som eurozonen står overfor, især på stål, aluminium og biler. Hun mente, at der var muligheder for forhandlinger mellem EU og USA:
“Jeg er sikker på, at der er plads til forhandlinger. Det er i politikernes natur at sætte sig ned og fremføre deres sag.”
EU har i øjeblikket sat deres modforanstaltninger på pause, mens der forhandles om handelsaftaler, men Christine Lagarde var tydelig i sin kritik af Trump’s syn på EU’s handelsbalancer, som hun mente ikke var fair:
“Der er så meget fælles interesse mellem USA og Europa. Der er måske sektorer, hvor alvorlige forhandlinger er nødvendige, men som altid i handel, er det på begge sider.”