Investering

Obligationer kan være en sikker havn i økonomiske usikre tider, lyder det fra ekspert

Hvor skal aktiemarkedet hen i den kommende tid? Det er der mange eksperter, som gør sig tanker om i disse dage, og med den stigende usikkerhed over, hvornår centralbankerne vil sætte renten yderligere ned, kigger mange mod obligationer som en sikker havn.

Obligationer kan være en sikker havn i økonomiske usikre tider, lyder det fra ekspert
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 28. oktober 2024

Obligationer bliver ofte betragtet som en tryg investering i perioder præget af økonomisk og geopolitisk uro, som den verden oplever lige nu. 

Modsat aktier, der kan have kraftige udsving på kort tid, tilbyder obligationer nemlig en mere stabil indtjeningsmulighed, der over tid kan give et lavere, men mere stabilt afkast. 

Hvad er obligationer? En obligation fungerer som et lån, hvor du som obligationsindehaver (långiver) låner penge til en udsteder (låntager). Der er to måder at tjene penge på obligationer: ved at modtage renteudbetalinger som långiver eller ved at sælge obligationen til en højere pris, end du købte den for.

Obligationskurser bevæger sig typisk i modsatte retning af aktiemarkedet – når aktiekurserne falder, stiger obligationskurserne og omvendt. Derfor anvendes obligationer ofte som et supplement til aktier. Investering i obligationer ligner på mange måder aktieinvestering, da de handles på en børs, har en kurs, og kan købes gennem investeringsforeninger og ETF’er. Obligationer betragtes generelt som lavrisikoinvesteringer, men der er stadig en vis risiko for tab, så det er vigtigt at være opmærksom på både kredit- og renterisici.

Kilde: Nordnet

Seniorporteføljemanager og medstifter af F/m Investments’ US Benchmark Series, Pete Baden, deltog for nylig i et interview med Wealth, hvor han delte sine indsigter og strategier for obligationsinvestering i det nuværende markedsklima.

Baden bemærker, at markedet viser “ekkoer af højere renter i længere tid,” men påpeger, at forventningerne om fremtidige rentenedsættelser stadig er realistiske. Han ser derfor det nuværende tidspunkt som en gunstig mulighed for at investere i obligationer. Det skriver Yahoo Finance. 

Disse obligationer kan du kigge på

I forhold til valg af obligationer forklarer Baden, at amerikanske statsobligationer traditionelt anses som sikre investeringer og giver stabilitet under kriser som krig og recession. Når det kommer til erhvervsobligationer, afhænger deres værdi typisk af virksomhedernes evne til at betale renter, hvilket betyder, at de generelt klarer sig godt i perioder med økonomisk vækst. 

Dog advarer Baden mod investeringer i højrenteobligationer under økonomisk usikkerhed. 

“Hvis økonomien viser tegn på svaghed, er højrenteobligationer ofte de første til at mærke presset, da de er afhængige af virksomheder, der er særligt udsatte i et faldende marked,” siger Baden.

Derfor råder Baden investorer til nøje at vælge obligationskategorier, der både kan skabe stabilitet og langsigtet vækst i en tid præget af økonomisk usikkerhed og komplekse renteudsigter.

Stor pengeregn til Novo-aktionærer: Så meget får de

Læs også: Stor pengeregn til Novo-aktionærer: Så meget får de