Indsigt

Minister for ligestilling: “Ligestillingskampen er ikke ovre”

Regeringens plan for 2025 indeholder 79 initiativer, der skal styrke ligestillingen i Danmark, med fokus på kvindesygdomme, løngennemsigtighed og øget tryghed.

Minister for ligestilling: “Ligestillingskampen er ikke ovre”
Foto: Folketinget / Marie Hald
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 28. februar 2025

“Ligestillingskampen er ikke ovre, vi skal fremad, og vi skal have alle med,” skriver Magnus Heunicke, minister for ligestilling, i forordet til sin årlige Perspektiv- og Handlingsplan til Folketinget. Planen giver et samlet overblik over de ligestillingsinitiativer, der er planlagt for 2025 på tværs af ministerområder.

Blandt de 79 initiativer fremhæves blandt andet øget forskning i kvindesygdomme, større tryghed i nattelivet og øget løngennemsigtighed.

”I Danmark har vi stadig udfordringer med lige løn for lige arbejde, vold mod kvinder, negativ social kontrol og rettigheder for LGBT+ personer. Samtidig er kvinders og LGBT+ personers rettigheder under alvorligt pres på globalt plan. Derfor arbejder regeringen med en række initiativer, der konkret skal gøre en forskel i hverdagen og sikre, at alle har reelt lige muligheder,” siger minister for ligestilling Magnus Heunicke.

Her skal der sættes ind

Perspektiv- og Handlingsplanen for 2025 rummer en række initiativer, der skal fremme ligestilling i Danmark. Et centralt fokusområde er at sikre lige muligheder på arbejdsmarkedet, i familielivet og i uddannelsesvalg. Der vil blandt andet blive sat fokus på forskning i kvindesygdomme, nye regler om løngennemsigtighed og initiativer til støtte for udsatte fædre og mænd i krise.

Derudover skal der arbejdes intensivt på at bekæmpe vold og negativ social kontrol, især rettet mod kvinder. Det inkluderer en styrket indsats mod social kontrol og en handlingsplan, der skal øge trygheden i nattelivet, især for unge kvinder.

Ligestilling for LGBT+ personer er også en prioritet, og her arbejdes der på bedre rammer for LGBT+ familier, herunder familier med flere forældre, samt på at styrke tilbuddene til minoritetsetniske LGBT+ personer, som står overfor ekstra udfordringer.

Slutteligt indeholder planen også initiativer for at fremme ligestilling globalt, blandt andet gennem aktiviteter under det danske EU-formandskab og markeringen af 30-året for FN’s handlingsplan for piger og kvinders rettigheder.

Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong

Læs også: Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong