Indsigt

Kvinder haler ind på mænd – men den økonomiske ulighed lever stadig

Kvinder tjener i gennemsnit mindre end mænd, har lavere pensionsopsparinger, investerer sjældnere og er ofte mindre involveret i familiens kontakt til banken. Nye tal fra Mybanker viser dog en positiv udvikling for den privatøkonomiske ligestilling – men der er stadig lang vej igen.

Kvinder haler ind på mænd – men den økonomiske ulighed lever stadig
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 10. marts 2025

En vigtig indikator for økonomisk engagement er, hvem der tager kontakten til banken. Data fra Mybankers skift-bank-tjeneste viser, at kvinder i 2024 stod bag 36 procent af ansøgningerne – en stigning fra 31,6 procent i 2021. Udviklingen går altså i den rigtige retning, men i parforholdene er det stadig typisk manden, der har den primære bankkontakt. Blandt par var kun 31 procent af ansøgerne kvinder i 2024, mens enlige kvinder stod for 46 procent.

“Det er positivt, at det i stigende grad er kvinder, der tager kontakten til banken, men tallene viser også, at det tilsyneladende fortsat mest er mænd, der taler med banken – især i parforhold. Det er vigtigt, at begge parter engagerer sig i privatøkonomien, så man ikke står uforberedt, hvis man bliver enlig på et tidspunkt,” siger Jens Hjarsbech, cheføkonom hos Mybanker.

Kvinder investerer mindre – men unge kvinder er på vej frem

Investering er et andet område, hvor forskellen mellem kønnene stadig er markant. I 2023 ejede 606.000 mænd aktier, mens tallet for kvinder var 454.000. Til gengæld er fordelingen mere lige blandt investorer i investeringsfonde, hvor der i 2023 var ca. 405.000 mænd og 373.000 kvinder.

Mænd har generelt også større formuer i både aktier og investeringsfonde. Dog viser tallene en markant stigning i antallet af unge kvindelige investorer. For eksempel er andelen af kvindelige investorer i aldersgruppen 30-34 år vokset med 236 procent siden 2019.

“Det er godt at se, at flere kvinder – særligt de unge – begynder at investere. Selv små investeringer tidligt i livet kan give store afkast pga. rentes rente-effekter, og dermed kan det være en vej til opbygge en god formue og økonomisk buffer,” siger Jens Hjarsbech.

Tusindvis af kvinder forlader arbejdsmarkedet i USA

Læs også: Tusindvis af kvinder forlader arbejdsmarkedet i USA

Mænd har større pensionsformuer end kvinder

En af de mest markante skævheder ses i pensionsopsparingerne. Kvinders pensionsformuer udgør i gennemsnit kun 77 procent af mænds. Dette skyldes blandt andet længere barselsperioder, lavere løn og højere tendens til at arbejde på nedsat tid.

“Kvinder risikerer at stå dårligere stillet økonomisk, når de når pensionsalderen. Ægtefæller kan lave en ægtepagt, hvor pensionsformuen deles ved en eventuel skilsmisse. På den måde bliver kvinden ikke straffet økonomisk for at have den fælles investering i familiens liv i form af fx barsel og nedsat tid,” forklarer Jens Hjarsbech.

Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong

Læs også: Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong