IndsigtKaty Perry har været i rummet – feministisk projekt eller millionærturisme?
Katy Perry deltog i en opsigtsvækkende rummission med et kvindeligt crew, arrangeret af Jeff Bezos’ forlovede, Lauren Sanchez. Turen hyldes som feministisk milepæl – men kritiseres også som elitær rumturisme for de få.
Katy Perry har taget skridtet ud i rummet – eller i hvert fald lige op til kanten af det. Mandag deltog popstjernen i en kort, men opsigtsvækkende rummission med Blue Origin, det private rumfartsselskab ejet af Amazon-stifter Jeff Bezos. Missionen markerede det første rent kvindelige rumcrew siden 1963.
Opsendelsen var arrangeret af Lauren Sanchez, Jeff Bezos’ forlovede, som også selv var med ombord. Med sig havde hun, udover Perry, tv-værten Gayle King, filmproducer Kerianne Flynn, den tidligere NASA-ingeniør Aisha Bowe og aktivisten og astrofysikeren Amanda Nguyen.
Flyvningen varede blot omkring ti minutter og nåede op i cirka 105 kilometers højde – lige præcis nok til at krydse den såkaldte Kármán-linje, som definerer grænsen til rummet. Undervejs oplevede deltagerne få minutters vægtløshed, før kapslen returnerede til jorden i West Texas. Missionen var Blue Origins ellevte med bemanding.
Katy Perry kaldte det for “et vigtigt øjeblik for fremtidens rumrejser, for menneskeheden – og for kvinder over hele verden,” i et interview med Associated Press inden turen.
Efter landingen blev Katy Perry og Gayle King spottet, da de symbolsk kyssede jorden. “Oh my God, that was amazing,” udbrød Gayle King begejstret.
Ifølge Lauren Sanchez var idéen med det kvindelige crew at inspirere og motivere andre kvinder til at tænke stort. Hun fik blandt andet specialdesignet rumdragter til holdet.
Det er første gang, USA har sendt et udelukkende kvindeligt rumcrew op. Sidst det skete internationalt, var i 1963, hvor sovjetiske Valentina Tereshkova blev den første kvinde i rummet.
Symbolsk fremskridt – eller elitær underholdning?
Men ikke alle har ladet sig rive med af begejstringen. Flere stemmer online har gjort grin med turens længde, som var kortere end en tur til supermarkedet – og stillet spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt at fejre rumturisme i en tid med klimakrise og voksende ulighed.
Rumturisme er stadig en ekstremt eksklusiv affære. Ifølge tal fra Research and Markets havde markedet en værdi på 1,3 milliarder dollars i 2024 og forventes at vokse til hele 6,7 milliarder dollars i 2030. Vækstraten ligger på imponerende 31,6 % om året. Men prisen er også derefter. En tur med Virgin Galactic koster omkring 450.000 dollars, mens Blue Origin kræver et depositum på 150.000 dollars bare for at komme på venteliste. De fulde billetpriser er ikke offentliggjort, men vurderes at ligge på omkring én million dollars.
Netop den økonomiske eksklusivitet har gjort missionen til et kontroversielt emne, særligt fordi Blue Origin og Laura Sanchez har præsenteret opsendelsen som en sejr for ligestilling og feminisme.
Skuespilleren Olivia Munn satte ord på kritikken i et interview: “Jeg ved godt, det her ikke er det populære synspunkt, men der er så mange andre ting, der er vigtigere lige nu… Hvad er det egentlig, I skal derop og lave?“