Investering

Jonas har tabt en halv million på aktier under handelskrigen: “Det kribler i mig for at købe flere”

I sidste uge faldt Jonas Vejlins portefølje med en halv million kroner. Ligesom mange private investorer er han blevet ramt af Trumps tariffer og et aktiemarked i frit fald. Selvlært og målrettet har Jonas i over 10 år bygget sin portefølje med en drøm om at opnå økonomisk uafhængighed – så hvad gør man, når man mister store dele på få dage?

Jonas har tabt en halv million på aktier under handelskrigen: “Det kribler i mig for at købe flere”
Liv Throen Longhi
Af Liv Throen Longhi 10. april 2025

Jonas Vejlin mistede en halv million på aktier i sidste uge. Alligevel er han ikke nedslået – han er ivrig efter at investere endnu mere. 

Den 42-årig softwareingeniør bor til leje og cykler til arbejde. Ganske almindeligt, men han er blandt de top fem procent rigeste i sin aldersgruppe målt på formue. Resultatet af den investeringsstrategi han lagde, da han begyndte at købe aktier.

Fra YouTube-videoer til millionær

Jonas Vejlins rejse som investor begyndte nærmest ved et tilfælde.

I 2009 stod han med lidt ekstra penge, efter at være begyndt i sit første rigtige fuldtidsjob. I stedet for at lade dem samle støv på en opsparingskonto, satte han dem på en højrentekonto. Med et ønske om at få dem til at vokse endnu mere, kastede han sig over investering – uden egentlig at vide noget om det.

“Jeg vidste absolut ingenting. Jeg begyndte bare at se YouTube-videoer, læse bøger og samle artikler online. Det var en hobby, der greb om sig,” siger han

I december 2024 havde han således opbygget en formue på 4.664.130 kroner.

Warren Buffetts gyldne råd i krisetider – det handler om én simpel regel

Læs også: Warren Buffetts gyldne råd i krisetider – det handler om én simpel regel

Udbytte-strategi og penge der arbejder

Det store vendepunkt kom, da Jonas Vejlin opdagede styrken i udbytteaktier.

“I 2014 fik jeg mit første udbytte, og der gik det op for mig: Det her kunne faktisk blive en fast, passiv indkomst,” fortæller han.

I stedet for at jagte kursgevinster satsede han på stabile udbyttebetalende selskaber som Coca-Cola, Novo Nordisk, Pandora, Danske Bank og Vestas.

“Jeg gik all in. Jeg flyttede hele min opsparing over i udbyttebetalende firmaer,”  siger han.

Det har båret frugt: I dag ejer han omkring 80 forskellige udbytteaktier og får i gennemsnit 6.000 kroner udbetalt hver måned. 

For Jonas er det ikke bare penge på kontoen. Det er et skridt tættere på drømmen: Friheden til at vælge et arbejde, han elsker, uden at være afhængig af lønnen.

Men i starten af ugen ændrede billedet sig dramatisk.

Handelskrig og blodrøde tal: “Det er bare blips på radaren”

Handelskrigen, som Trump har startet, har sendt chokbølger gennem verdens aktiemarkeder. For Jonas Vejlin, som ellers har set sine investeringer vokse i årevis, er det en alvorlig påmindelse om markedets uforudsigelighed:

“I sidste uge så jeg min portefølje falde med en halv million kroner,” siger Jonas.

Selvom det er et markant tab, er han rolig. 

“Når markedet falder kraftigt, kan man godt få et sug i maven. Men jeg minder mig selv om, at jeg har set det før – under coronakrisen, under handelskrigen i 2018. Markederne kommer altid igen. Det er bare et spørgsmål om tid,” siger han.

Jonas Vejlin holder fast i sine grundprincipper: Vær konsistent. Invester hver måned. Panik ikke.

“Jeg ser faldene som små blips på radaren. Det vigtigste er at fortsætte med at investere, også når det gør ondt,” forklarer han. 

Og han har allerede truffet en beslutning.

“Jeg har det som et lille barn i en slikbutik. Når jeg får penge tilbage i skat ryger de direkte over på min investeringskonto – så skal der købes ind,” afslutter han med et smil.

Følg Jonas portefølje på Nordnet eller hans blog Financial Independence.

Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks

Læs også: Hvad er S&P 500-indekset? En guide til ét af verdens vigtigste aktieindeks