IndsigtHer dumper næsten halvdelen til køreprøven!
Der er stor forskel på, hvor mange der dumper køreprøven rundt om i landet – og København skiller sig markant ud.
I hovedstadsområdet må op mod halvdelen af eleverne op til en ny køreprøve, når den køresagkyndige vurderer deres evner bag rattet. Det er næsten dobbelt så mange som i Østjylland, hvor kun 23% dumper.
Tallene, som Færdselsstyrelsen har udleveret til Autoparts24, viser, at København Nord topper listen med en dumpeprocent på 48. Herefter følger København Syd og Midtsjælland med henholdsvis 46% og 44%.
Flere faktorer spiller ind
Omvendt klarer eleverne sig væsentligt bedre i andre dele af landet. I Syd- og Sønderjylland dumper 26%, mens Vestjylland ligger på 29%.
Men hvorfor er forskellene så store? Det er der ifølge Troels Meier, direktør i Autoparts24, flere grunde til.
“Helt overordnet set, så er det at kunne køre bil meget vigtigere uden for de større byer, og så er der formentlig mere rolige forhold til at lære bilen og trafikken at kende, mens det modsat er langt mere stressende at køre i eksempelvis København.”
17-årige får snart nye muligheder
Samtidig er der ændringer på vej. Et nyt lovforslag skal give 17-årige mulighed for at køre uden ledsager i dagtimerne fra sommeren 2025.
Ifølge Troels Meier kan det få positive konsekvenser – især i yderområderne.
“Det kan særligt i yderområder give unge en helt anden mobilitet og nye muligheder for arbejde og uddannelse, og samtidig er det med til at gøre dem til endnu mere dygtige bilister, inden den endelige køreprøve,” siger han.