Indsigt

Goldman Sachs advarer: Trumps toldplaner kan ramme økonomien hårdt

Goldman Sachs forudser, at nye toldsatser fra Det Hvide Hus kan skubbe inflationen op, øge arbejdsløsheden og bremse den økonomiske vækst markant.

Goldman Sachs advarer: Trumps toldplaner kan ramme økonomien hårdt
Foto: By The Trump White House / Wiki Commons
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 31. marts 2025

I en analyse søndag advarede investeringsbanken: “Vi fortsætter med at tro, at risikoen ved toldsatserne fra 2. april er større, end mange markedsaktører hidtil har antaget.”

Ifølge CNBC viser Goldman Sachs beregninger, at de nye tariffer kan løfte inflationen til 3,5 % i 2025 – et halvt procentpoint højere end tidligere forudset. Samtidig kan væksten falde til beskedne 1 %, mens arbejdsløsheden ventes at stige til 4,5 %.

Trump-administrationen ventes at hæve toldsatserne med op til 15 procentpoint, hvilket tidligere blev betragtet som et risikoscenarie, men som nu vurderes mere sandsynligt. Dog kan visse undtagelser bringe stigningen ned på 9 procentpoint.

Frygt for recession

Goldman Sachs har hævet sandsynligheden for en recession inden for de næste 12 måneder fra 20 % til 35 %.

Den aktuelle udvikling øger risikoen for stagflation – en situation med lav vækst og høj inflation, som USA sidst oplevede i slutningen af 1970’erne. Dengang hævede centralbanken renterne markant for at bekæmpe inflationen, men Goldman vurderer, at det denne gang bliver anderledes. Tværtimod forudser banken, at Federal Reserve vil sænke renten tre gange i år – i juli, september og november.

Omfanget af de nye toldsatser er stadig uvist, men ifølge Wall Street Journal arbejder Trump på en generel toldforhøjelse på 20 % over for USA’s handelspartnere. Hvis det bliver en realitet, kan det få store konsekvenser for både amerikansk og global økonomi.

Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong

Læs også: Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong