Indsigt“Godnat og sov godt!” – Løvens Hule-investorer sikrer roligere nætter for børnefamilier
Kender du det, når puttetid bliver til en kamp? Børnefamilier over hele landet kan nu få hjælp til at få både børn og forældre til at få den søvn, de har brug for. Lulleby, en ny dansk virksomhed, har netop fået en investering på 150.000 kr. fra Løvens Hule. Virksomheden, som blev grundlagt af Jeppe og Barbara, giver forældre tilbage deres aftener og giver børnene en tryg afslutning på dagen.
Det hele startede hjemme hos Jeppe og Barbara, som selv kæmpede med at få deres tre drenge til at falde i søvn. De fandt hurtigt ud af, at det var noget, mange forældre kunne relatere til.
“Vi oplevede selv, hvor svært det var at få vores drenge til at falde i søvn, når de var blevet puttet. Det blev hurtigt en kamp, der stjal både energi og overskud fra hele familien,” siger Barbara.
Med hendes baggrund som musikterapeut og Jeppes erfaring som sound designer satte de sig for at skabe den løsning, de selv havde manglet. Og sådan blev Lulleby født – en virksomhed, der hjælper børn med at finde ro gennem beroligende godnatsange, historier og musik.
Et samlet koncept, der giver ro
Lullebys koncept er simpelt, men effektivt: søvnmeditationer bestående af fire elementer – en godnatsang, en godnathistorie, afspænding og rolig musik.
“Det virkede fantastisk på vores egne børn. Vi fik vores aftener tilbage, og børnene blev gladere og mere veludhvilede,” fortæller Jeppe.
Deres løsning spredte sig hurtigt spredte fra familie og venner til et bredere publikum. I dag er Lulleby tilgængelig for alle danske forældre som en abonnementsløsning.
“En investering med hjertet”
Louise Herping, en af Løvens Hule-investorerne, har valgt at støtte Lulleby, fordi hun mener, at det gør en stor forskel for familier.
“Min investering i Lulleby er en ægte hjerteinvestering. Jeg mener, at alle børn fortjener en tryg og rolig afslutning på dagen, og forældre har virkelig brug for støtte til netop dette. Barbaras varme stemme og Jeppes beroligende lydunivers er en perfekt kombination, der gør en stor forskel for familierne,” siger Louise Herping.
Drømmen om en app går i opfyldelse
Siden optagelserne til Løvens Hule har Lulleby brugt investeringen til at udvikle en app, som skal gøre det endnu lettere for forældre at få adgang til søvnmeditationerne.
“Det har altid været en drøm for os, at Lulleby havde sin egen app, og med investeringen fra Louise og Tahir er det endelig lykkedes,” siger Jeppe. Appen er allerede på vej til både App Store og Google Play, og de ser frem til snart at kunne lancere den for en endnu bredere skare af forældre.