7 ud af 10 kryptoinvestorer er mænd, og det vil Karina Rothoff Brix gerne ændre på. Hun er dansk landechef for den norske kryptobørs Firi og hjælper kvinder med at komme i gang med at investere i kryptovalutaer som bitcoins, ethereum og solana.
Af Mille Skjold Madsen
Kryptovaluta har været elsket og frygtet på aktiemarkedet siden de så dagens lys i 2009, hvor de første bitcoins kom på markedet. Mange medier har siden erklæret det for en “døgnflue” og spået kryptovalutaen en tidlig død, men som den berømte forfatter Mark Twain sagde: “Rygterne om min død er stærkt overdrevne,” og det citat kunne lige så godt være sagt af Bitcoins.
For siden 2010 er kryptovalutaen blevet erklæret død af de etablerede medier hele 474 gange, men spørger man Karina Rothoff Brix, dansk landechef for Firi, Nordens største kryptobørs, er bitcoins og andre kryptovalutaer kommet for at blive.
“Kryptoindustrien er der lige nu, hvor internettet var tilbage i 1980’erne, og kryptoudbredelse sker dobbelt så hurtigt, som internettet gjorde, så vi har kun kradset i overfladen af mulighederne,” siger Karina Rothoff Brix.
To pizzaer for 10.000 bitcoins
Kryptovaluta er digitale penge, som kan bruges af alle og sendes direkte mellem mennesker, så længe de har adgang til internettet. Ordet “krypto” stammer fra begrebet kryptografi, som er centralt for den blockchain-teknologi, som den digitale valuta kryptovaluta er bygget på.
I dag ejer 5 % af verdens befolkning krypto, og havde man været med fra starten, hvor bitcoins blev opfundet af Satoshi Nakamoto i 2008, så havde man været særdeles velhavende i dag.
Den første version af bitcoins blev lanceret i 2009, og siden har bitcoins kursudvikling oplevet en af de kraftigste stigninger blandt alle aktivklasser i nyere tid. I perioden 2009-2024 er prisen på en bitcoin steget fra $0 til over $70.000, da kursen var højest.
Det nok mest kendte eksempel er med en mand, som i 2010 købte to pizzaer for 10.000 bitcoins, et måltid som i dag ville have været over to milliarder danske kroner værd. Eller havde man investeret 50.000 kr. i ethereum i efteråret 2015, så havde man nu haft en formue på en milliard kr.
Men når man hører succeshistorierne, hvor investorer har tjent store summer på krypto, så har de også investeret mange penge – og det kommer ikke uden væsentlige risici.
Når man investerer i krypto, så går man ind i et utrolig volatilt marked, hvor kursen svinger meget op og ned. I 2011, 2013, 2017 og 2021 oplevede kryptovalutaer fx enorme stigninger i værdi blot for at styrte ned på jorden igen.
Det har Karina Rothoff Brix en forklaring på:
“Kryptoinvesteringer er investeringer i en ny aktivklasse, og jo mindre aktivklasser er, jo mere svingende kan de være i kurserne i begge retninger. Ingen synes, dette er sjovt, og det gælder, uanset om man har været i krypto i mange år eller er helt ny. Men en vigtig lære er ikke at gå i panik og at have tiltro til sin beslutning om den lange tidshorisont og den løbende investeringsstrategi.“ Hun understreger derfor, at det er vigtigt for kryptoinvestorer at gøre sig klar på, at kurserne svinger meget, og at det derfor er vigtigt at forberede sig på, at ens kryptoportefølje kan falde i værdi på kort tid.
I mange år har krypto været holdt lidt ude af det etablerede aktiemarked, hvor man som privatinvestor har skullet finde en kryptobørs at handle fra, men det er der blevet ændret på i år. USA har netop godkendt ni bitcoin-ETF’er, som man nu kan investere i, ligesom der også i år træder en omfattende EU-regulering i kraft, som giver investorer mere sikkerhed.
“Vi har været rigtig glade for, at bitcoins nu også er blevet muligt at handle som ETF’er, for det giver jo også en blåstempling af kryptovaluta i det brede aktiemarked, og det giver jo også en tillid til den almindelige befolkning og viser, at krypto er kommet for at blive,” siger Karina Rothoff Brix, som også hos Firi oplever, at handel med krypto via ETF’er smitter af på handlen via deres egen kryptobørs.
“Vi oplever, at folk starter med bitcoin-ETF’er, men søger senere mod en decideret kryptobørs, når de gerne vil købe andre specifikke kryptoer,” siger hun.
Flere mænd investerer i krypto
Den større risiko tiltrækker også flere mænd end kvinder. Ifølge en rapport fra Morning Consult er syv ud af ti kryptoinvestorer mænd, og begrebet “kryptokonger” er da også kommet ud af succeshistorier om mænd, som har tjent store summer på at investere i kryptovaluta.
Så hvorfor ser vi ikke så mange “kryptoqueens”?
Et europæisk studie fra 2023 kortlagde, hvorfor kvinder ikke investerer i krypto, og de kom frem til flere grunde. De peger på, at tendensen med, at kvinder generelt investerer mindre i aktier end mænd, også smitter af på kryptoinvesteringer. Hertil fandt de også, at manglende viden om kryptovaluta samt begreber som blockchain, hvordan man gennemfører en handel, eller hvordan en kryptobørs fungerer, afholdt kvinder fra at investere i kryptovaluta.
Og en sidste grund kunne være, at kvinder oplever en manglende sikkerhed og høj risiko forbundet med kryptoinvesteringer.
Til gengæld fandt studiet ikke, at indkomst eller mangel på digitale færdigheder blandt kvinder var et problem for at investere i krypto.
“Vi har også i Firi lavet en række interviews med kvinder, hvor vi opdagede, at der hersker en del misforståelser om at investere. Mange tror, at man skal have et stort startbeløb, før det kan betale sig, eller at man skal besidde en helt særlig, avanceret ekspertviden, før man kan investere i aktier eller krypto. Og mange svarer, de kun investerer, hvis deres partner synes, det er en god ide,” fortæller Karina Rothoff Brix, som netop også derfor har et særligt fokus i sit arbejde på at lære kvinder at investere i krypto.
“Kvinder tjener mindre, og når kvinder går på pension, har de i gennemsnit én million kr. mindre end mænd. En af årsagerne er, at kvinderne investerer langt mindre, og det skal vi have gjort noget ved,” mener hun.