Indsigt

FN slår alarm: Halvdelen af kvindeorganisationer risikerer at lukke inden jul

Hundredvis af kvindeorganisationer verden over er på randen af lukning. UN Women advarer om, at livsvigtig hjælp til kvinder og piger kan forsvinde

FN slår alarm: Halvdelen af kvindeorganisationer risikerer at lukke inden jul
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 12. juni 2025

Det ser sort ud for de mange kvindeorganisationer, der til dagligt knokler for at hjælpe kvinder og piger i nogle af verdens mest alvorlige kriser. En ny rapport fra FN’s ligestillingsorganisation UN Women viser nemlig, at halvdelen af dem risikerer at dreje nøglen om inden for bare seks måneder.

Organisationerne er hårdt pressede af store nedskæringer i international nødhjælp, og hele 90 procent af de adspurgte organisationer siger, de allerede mærker konsekvenserne.

“Situationen er kritisk. Kvinder og piger har simpelthen ikke råd til at miste de livliner, som kvindeorganisationerne giver dem. På trods af deres rolle som vigtige hjælpere, talspersoner og vagthunde, har kvindeorganisationer været underfinansierede – selv før de seneste nedskæringer. At støtte dem er ikke kun et spørgsmål om ligestilling og rettigheder, det er også strategisk nødvendigt,” siger Sofia Calltorp, chef for UN Women Humanitarian Action.

Må stoppe vigtige programmer

Rapporten – der har fået titlen At a Breaking Point – bygger på svar fra 411 kvindestyrede og kvindefokuserede organisationer i 44 kriseramte områder. Og det maler et dystert billede:

  • 47 % siger, de må lukke inden for seks måneder, hvis ikke der kommer flere penge.
  • 51 % har allerede været nødt til at stoppe vigtige programmer, fx støtte til ofre for kønsbaseret vold eller sundhedshjælp.
  • 72 % har måttet fyre medarbejdere – ofte i stor stil.

Og det sker samtidig med, at behovene vokser. Hele 308 millioner mennesker verden over har brug for humanitær hjælp, blandt andet på grund af krig, klimakatastrofer, madkriser og sygdomme. Og kvinder og piger rammes hårdest – med alt fra underernæring og fødselskomplikationer til seksuel vold.

UN Women opfordrer nu verdenssamfundet til at tage kvindeorganisationernes opråb alvorligt og sikre den nødvendige, langsigtede finansiering.

Snart kan du tjekke for livmoderhalskræft – bare ved at aflevere en kop urin

Læs også: Snart kan du tjekke for livmoderhalskræft – bare ved at aflevere en kop urin