Indsigt

Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts

I marts 2025 blev 563 danske selskaber ramt af konkurs.

Flere virksomheder måtte dreje nøglen i marts
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 23. april 2025

I marts 2025 gik 563 danske selskaber konkurs – en markant stigning på 25 procent sammenlignet med marts året før, hvor tallet var 450. Det kan lyde skræmmende, men ifølge Bo Rasmussen, direktør i Experian, er der ingen grund til panik.

“Det er altid interessant at kigge på antallet af konkurser, da det kan være med til at tegne et billede af, hvor økonomien er på vej hen. Selvom det kan lyde voldsomt med en stigning på 25 procent, er det vigtigt at kigge på det store billede,” siger han.

Ser man på de seneste 12 måneder, er antallet af konkurser faktisk faldet en smule, hvilket giver et mere positivt billede.

“Stigningen her i marts bryder lidt tendensen med ellers faldende konkurser, men en enkel måned med stigninger er ofte et udslag af tilfældigheder, ligesom vi så et næsten lige så markant fald i måneden før,” forklarer Bo Rasmussen.

Økonomien står stærkt

Han understreger, at den danske økonomi generelt står stærkt.

“I forhold til den store usikkerhed, der er i verden lige nu, så klarer den danske økonomi sig faktisk generelt godt. Det har den gjort i mange år efterhånden, hvis man kigger på de helt store linjer. Den fulde påvirkning af usikkerheden kan dog være svær at spå om, men jeg vil sige, at dansk økonomi – både som samfund og for den enkelte – står på et solidt fundament, der kan klare selv store stød,” forklarer han.

Byggebranchen hårdt ramt

Byggebranchen har været hårdt ramt de seneste år, og her er der et tydeligt mønster. Siden 2021 har antallet af konkurser i byggebranchen været højt, særligt som følge af usikkerheden under corona og mangel på byggematerialer, hvilket har drevet priserne op.

Byggevirksomheder står for ca. 18 procent af alle konkurser i Danmark, selvom de kun udgør 6 procent af alle selskaber. Det betyder, at byggevirksomheder har en tre gange højere risiko for konkurs end andre brancher.

“Meget tyder dog på, at bunden har været nået for byggebranchen, og at det kommer til at gå fremad for hele branchen i 2025, når aktiviteten vil stige,” siger Bo Rasmussen.

EU slår ned på techgiganter: Apple og Meta får millionbøder

Læs også: EU slår ned på techgiganter: Apple og Meta får millionbøder