IndsigtEngelske skønhedsklinikker solgte “drømmenumser” på Instagram – nu siger myndighederne stop
Reklamer for såkaldte “liquid Brazilian butt lifts” er blevet forbudt i Storbritannien – efter kritik af, at de både spiller på kvinders usikkerheder og gør grin med de alvorlige risici ved indgrebet.
Det er den britiske reklamemyndighed ASA, der har slået ned på seks klinikker, hvis opslag på Instagram og Facebook lovede hurtige resultater og lavpris-tilbud med tidsbegrænset frist.
Ifølge BBC lokkede et opslag med en “eksklusiv mulighed” for at få et “perfect peachy look”, mens et andet opslag lovede: “Få de kurver og konturer, du altid har drømt om, med vores sikre og effektive kropsfiller-behandlinger. Føl dig selvsikker hele vejen! Sikker, dokumenteret og smukt naturligt resultat.”
Men ifølge ASA er det uansvarligt at presse folk til hurtige beslutninger, når det handler om kosmetiske indgreb:
“Markedsførere må ikke antyde, at lykke eller velvære afhænger af at leve op til en bestemt kropstype eller udseende,” lyder det fra tilsynet.
Et såkaldt liquid BBL går ud på at sprøjte filler ind i balderne for at få dem til at se større og mere runde ud. Og det er ikke uden risiko. Infektioner, blodpropper og endda dødsfald – som i det tragiske tilfælde med fembørnsmoren Alice Webb – har rejst store spørgsmål om sikkerheden.
Nogle af klinikkerne, som Beautyjenics og Bomb Doll Aesthetics, svarede slet ikke på henvendelser fra ASA. Andre, som Rejuvenate Clinics, lover nu at fjerne tilbud og understrege, at proceduren udføres af professionelle med ultralyd – for at mindske risikoen.
ASA bruger nu kunstig intelligens til at opspore reklamer, der bryder reglerne. Og det ser ud til, at flere klinikker skal til at stramme op.