Karriere

Drømmer du om at starte en virksomhed? Sådan lægger du en god økonomisk plan fra start

Drømmer du om at starte en virksomhed? Sådan lægger du en god økonomisk plan fra start
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 22. marts 2024

Få pengecoachens råd til, hvordan du får lagt en god økonomisk plan for din nye virksomhed. 

Af Lotte Bidstrup, pengecoach

 

Hvordan går jeg fra at have en idé eller drøm til at tage springet ud i det selvstændige liv?

 

Først og fremmest handler det om at turde mærke efter, hvad det egentlig er, DU vil og drømmer om – prøv ikke at fokusere på, hvad andre tænker om det. Hvor mærker du din passion, og hvad giver dig et drive og glæde, som du ikke kan lægge fra dig igen?

Mærk efter, om du vil fortryde, hvis du ikke prøver det af. Det kan også være en god ide at søge uvildig sparring fra en, som ikke har en personlig holdning til, hvad du skal gøre. Det kan være en business mentor eller andre iværksættere.  Læg en plan for din økonomi og din opstart, så den støtter i stedet for at bekymre dig. Når du har en plan for din økonomi, kan du meget bedre lukke af for andres “kan man leve af det?” eller “er det ikke bedre at blive i dit trygge faste job?”

 

Hvis jeg har flere ideer, hvordan skal jeg så gribe det an?

 

Jeg vil anbefale, at du skriver alle dine idéer ned og får dem prioriteret, så du ved, hvor du skal starte. Hvis du starter med det hele og prøver at ramme alle, så rammer du formentlig ingen. Vær derfor ikke bange for at starte snævert, du kan altid udvide senere. 

 

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har en konkret idé, men det koster en del i startkapital?

 

Lav et budget for, hvor mange penge din ide vil koste at starte op, hvor lang tid det vil tage, og hvornår du forventer en indtægt. Du kan selvfølgelig selv spare op, men du kan også overveje fx at crowdfunde, spørge i banken eller få en investor med på banen. Her er det igen en god idé at have søgt rådgivning/sparring hos nogen, der har prøvet det, så din vej bliver endnu mere skarp.

De fleste kommuner/erhvervshuse har også gode rådgivere til at hjælpe med, hvordan du kan søge finansiering via diverse puljer inden for fx grøn energi. Overvej, om du kan arbejde fuldtid eller deltid ved siden af, imens du bygger op og læg en plan for, hvordan du kan prioritere nok penge til din virksomhed ved at spare penge andre steder.

 

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg lægger det første budget for min virksomhed?

 

Det er vigtigt at få alle udgifter med, når du lægger dit budget og hermed også beslutter, hvad du skal prissætte dine varer/ydelser til. For når du tjener penge, så skal der bl.a. betales skat og moms/lønsumsafgift, ligesom du også kan have flere faste udgifter som husleje, hjemmeside, onlineværktøjer, varelager, forsikringer etc. Jeg anbefaler desuden, at de penge, som skal betales til skat, moms/lønsumsafgift, bliver sat ind på en separat konto, så du ved, at du har pengene, når de skal betales. 

 

Men i bund og grund handler det om at have et fuldt overblik over, hvad der går ind og ud af virksomheden, og vær bevidst om, at al din arbejdstid ikke er fakturérbar. Har du fx en konsulentvirksomhed, hvor du arbejder 8 timer om dagen, bør du måske max regne med 4-5 timer, som kan faktureres. Resten af tiden vil du ofte bruge på mails, sociale medier, regnskab, salgsmøder osv. Regn med, at når du holder 10 salgsmøder, så vil det måske være et af møderne, som ender med at blive konverteret til et salg. 

Husk også, at du skal holde ferie en gang imellem, hvor du måske ikke tjener penge i de uger.

 

Hvad skal jeg kigge på i mit eget private budget, når jeg overvejer at starte virksomhed?

 

Overvej, om du vil gå fuldtid fra starten, eller om du skal starte op med et deltidsjob ved siden af. Er din virksomhed konkurrerende til dit nuværende job, så forvent, at du skal finde et deltidsjob et andet sted. Kig på dine faste udgifter – hvad kan du undvære helt eller i hvert fald for en periode? 

Hvad kan du gøre billigere? Er du fx villig til at flytte til en billigere bolig eller sælge din bil? Kig på dit daglige forbrug – kan du skære ned på indkøb, dagligvarer og take away, hvis du får lidt struktur på det? Hvad er realistisk, så planen holder? Kan du nedsætte dine køb af tøj, sko og skønhedsprodukter?

Kig på dine indtægter – hvor meget skal du have udbetalt for, at din økonomi løber rundt? Hvad kan du realistisk tjene i din virksomhed, og hvor lang tid vil det tage at nå dertil?

Har du en opsparing, og hvor langt rækker den til at dække dine udgifter? Kan du sælge nogle ting derhjemme, som kan supplere din indtægt i en periode?

Kig også på, hvilke nye udgifter du får i din virksomhed. Det kan være husleje, forsikring, hjemmeside etc. Der kan samtidig være udgifter, som forsvinder, når du siger dit job op, det kan være transport, fagforening og frokostordning.

 

Hvordan finder jeg ud af, hvad mine priser skal være?

 

Du kan prøve at regne baglæns i dit budget. Hvor meget vil du gerne have udbetalt i løn? Hvor mange udgifter har du i gennemsnit, og hvor stor skal din omsætning så være? Få evt. hjælp fra en revisor til at lave regnestykket.

Undersøg, hvad priserne er hos andre i samme branche.

Min anbefaling er at stå ved dit værd og tage den pris, du er værd – start ikke med at lægge dig billigst i markedet bare for at få kunder. Du er din pris værd, og de rigtige kunder skal nok ville betale for det. En lidt højere pris end andre kan også signalere kvalitet frem for kvantitet hos nogle kunder.

 

Hvordan holder jeg motivationen oppe, når der måske ikke går penge ind lige fra starten eller salget står stille?

 

I perioder med svingende eller ingen indtægt er det nemt at slå sig selv oven i hovedet og måske vakle i sin tro på virksomheden. Her er det genialt at kigge på den plan, du lavede fra starten, som netop har taget højde for de her perioder, og du kan derfor fortsætte med ro i maven. Søg sparring hos andre selvstændige eller mentor/coach, som kan hjælpe dig med, om du evt. skal gøre noget anderledes for at booste dit salg. Du kan også bruge din tid på at udvikle nye tiltag, andre vinkler på SoMe/markedsføring, overveje samarbejder, gør noget for dig selv, der giver dig god energi.

 

Hvor kan man få hjælp/rådgivning, hvis man gerne vil starte en virksomhed?

 

De fleste kommuner har en afdeling for startups eller samarbejder med eksterne erhvervshuse, hvor du kan få gratis sparring. Meld dig ind i nogle netværk – enten lokale eller online. Det er guld værd at have nogle at sparre med og måske samarbejde med. Det sikrer også det sociale aspekt, som ellers kan være lidt mangelfuldt som selvstændig.

Derudover vil jeg også anbefale at investere penge i et forløb hos en business mentor. Det er afgørende at have en uvildig at sparre med og kan guide dig. Brug den person, du føler du har god kemi med, og som kan hjælpe med dét, du føler er din udfordring. Fx at lave en plan for opstart, hvordan du starter på SoMe, arbejder med dit mindset, eller hvad du nu kunne have brug for støtte til. 

 

Er der noget, jeg skal være særligt opmærksom på som nystartet selvstændig?

 

Ingen kan eller ved det hele fra starten, så vent ikke med at gå i gang, til du føler, ALT er perfekt, for det bliver det aldrig. Søg hjælp og sparring i stedet for at gå med tankerne alene uden at tage handling.

Du kan komme godt fra start med en god plan og et budget, men vid også, at alle laver fejl, og se det i stedet som en vigtig læring for udviklingen af din virksomhed og dig selv. Måske er du også nervøs for at “stå frem” med din ide og virksomhed, og her er det rigtig vigtigt at arbejde med dit mindset, så du kan have ro i maven, mens du brænder igennem med din drøm.

Og til sidst er det også vigtigt at prioritere pauser og tid til at udvikle og mærke efter.  Som selvstændig kommer man til at have mange kasketter på, så det er essentielt at have dig selv med, så du ikke bare ender med at knokle igennem og brænde ud på det.

Fem gode råd fra kvindelige investorer: “Sådan øger kvindelige iværksættere deres mulighed for at skaffe kapital”

Læs også: Fem gode råd fra kvindelige investorer: “Sådan øger kvindelige iværksættere deres mulighed for at skaffe kapital”