Selvom hver tredje iværksætter er kvinde, så tegner de kvindelige iværksættere i Europa sig, ifølge World Economic Forum, for blot 1,6 % af den samlede kapital investeret i venture-backed startups i 2023.
Derudover er kvindelige iværksættere 63 % mindre tilbøjelige til at opnå finansiering fra venture kapital sammenlignet med mænd (INSEAD Knowledge). Det skriver Ritzau.
Men hvordan får vi så ændret på statistikken? Det har revisions- og konsulentvirksomheden PwC spurgt 58 kvindelige investorer fra 26 lande om.
“Det er ikke kvindernes ansvar alene at løse udfordringerne med kønsbias i investeringsøkosystemet – det er snarere hele samfundets ansvar. Men netop på grund af denne udfordring har vi bedt kvindelige investorer dele deres erfaringer og udviklet konkrete anbefalinger til kvindelige stiftere, der søger finansiering,” fortæller Palle H. Jensen, partner og markedsleder for små og mellemstore virksomheder i PwC i forbindelse med undersøgelsen.
Færre kvindelige investorer
Flere studier har tidligere vist, at investormiljøer med en større andel af mænd primært investerer i virksomheder med mandlige stiftere, og når ni ud af ti angel-investorer samtidig er mænd, kan der være en stor risiko for, at kvinder går glip af investeringer til at vækste deres virksomheder.
Forskning fra PitchBook viser også, at kvinder i Europa kun udgør 15,2 % af beslutningstagerne i investeringsselskaber med Assets Under Management (AUM) på 50 millioner eur eller mere.
“Når man ser på det samlede billede, er der ingen tvivl om, at kvinder, der ønsker at finansiere startups, står overfor særlige udfordringer. Dermed går samfundet glip af et væld af innovation, talent og vækstpotentiale. Vi ser dog nogle positive tendenser, der kan varsle bedre tider for de kvindelige iværksættere, der søger finansiering,” understreger Palle H. Jensen.
Fem gode råd
Der er kvindelige investorer på vej, og der kommer flere af dem – også i Danmark. Det viser rapporten, ”Women Angel Investor Report 2024”, som tidligere i år for første gang har kortlagt, hvem de danske kvindelige angel-investorer er, hvordan de investerer, hvad de investerer i, hvor længe de har investeret, og hvad deres erhvervsmæssige baggrund er.
De danske kvindelige angel-investorer har stor interesse i at investere i STEM (science, technology, engineering og mathematics) og særligt i virksomheder inden for sundhed, særligt kvinders sundhed og grøn omstilling. Og så er der også positiv interesse for at investere i kvindelige iværksættere.
Det kan de også se hos PwC, hvor undersøgelser viser, at der kommer flere kvindelige investorer, og at de gerne vil vurdere flere kvindelige iværksætteres forretningsplaner, men at der ikke er nok af dem.
Derfor kommer de 58 kvindelige investorer fra 26 lande i undersøgelsen med deres fem anbefalinger til kvindelige iværksættere, som søger kapital:
- Lær om investeringsmarkedet og dets fagsprog
- Vælg din investor med omhu – også ved at bruge din intuition
- Netværk, netværk, netværk – men vær selektiv
- Vær forberedt på svære – og personlige – spørgsmål
- Tænk stort, spørg større.
Det handler om netværk
Vi har tidligere på året interviewet Nima Tisdall, som er grundlægger af virksomheden Blue Lobster og arbejder som operating partner i venturefonden Nordic Makers. Hun udtalte i den forbindelse, hvordan hun selv fik sin første investering, som netop også indebar et af de ovenstående råd: Netværk.
“Vi er nødt til at være ærlige om, at det handler om netværk. Uden tvivl. Det er ikke fedt, for det er udemokratisk, men det er sådan, det er, og det vejer meget tungt i investeringslandskabet,” fortæller Nima Tisdall.
Hun startede dog selv med at søge kapital som iværksætter ved at skrive ud til en masse mennesker på LinkedIn. Her blev hun ved med at spørge om kaffemøder, hvor hun søgte sparring på sit startup, og til sin overraskelse var der mange, som gerne ville mødes.
“Vores første investor i Blue Lobster kom ikke med penge, men han kom med kompetencer og netværk, så han kunne åbne døre for os. Havde vi ikke haft ham med, så havde vi ikke lukket den første investeringsrunde. Vi fandt ham til et event på CBS om iværksætteri. Hvis nogen har noget fedt, så skyd en besked, sagde han. Så det gjorde jeg,” siger Nima Tisdall.
Hun har selv rejst penge flere gange, da hun var i Blue Lobster og har et godt råd til andre kvinder, som gerne vil søge kapital.
“Start med at spørge dig selv, hvorfor du skal bruge en investor. Er det til startkapital, fordi der skal købes inventar? Er det for at få adgang til et netværk? Er det for at have en strategisk partner på et marked, du gerne vil ind på? Der er mange, som altid er for hurtige til at søge en investor, fordi de tænker, at det er det, man skal gøre, men der kan jo være mange måder ind i det,” fortæller Nima Tisdall.
Derfor er det også vigtigt at vide, hvilken type virksomhed man gerne vil skabe.
“Jo mere specifik du kan være, inden du leder efter en investor, jo nemmere er det også at få kapital. Her er det især godt at gøre sig tanker om, hvordan investoren skal tjene penge på det. Er det ved at få udbetalt penge løbende eller være med til den helt store exit til sidst? Og så er det også vigtigt at få investorer med, som deler din vision,” siger Nima Tisdall.
Og så skal man være klar på en masse nej’er.
“I Nordic Makers ser vi 1.000 startups om året, vi tager tre ind hver måned, som får lov til at pitche, og vi investerer i seks virksomheder på et år. Det er mange nej’er, så bliv ved, og bliv ved, for pludselig er den der.”