Indsigt

Det kan Trumps mulige valgsejr betyde for dansk økonomi

Med Trumps mulige valgsejr ser den danske økonomi ud til at gå en tid med både muligheder og udfordringer i møde.

Det kan Trumps mulige valgsejr betyde for dansk økonomi
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 6. november 2024

Selvom resultatet af det amerikanske præsidentvalg endnu ikke er endeligt, tyder alt her til morgen på, at Donald Trump står til at blive USA’s næste præsident. Trumps mulige valgsejr har allerede skabt bekymring for konsekvenserne for dansk økonomi. Særligt Trumps løfter om at indføre told på import til USA har rejst frygt for en handelskrig, som kan påvirke Danmarks økonomiske vækst og velstand på længere sigt.

“Der er helt sikkert en relevant bekymring for, at øget told kan føre til handelskrige, og det kan underminere den danske velstand over tid,” skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar til den mulige valgsejr. 

Dog understreger Las Olsen, at Danmark fortsat står stærkt i en periode med moderat økonomisk vækst, hjulpet på vej af stigende realløn og lavere renter.

Stigende forbrug og højere dollarkurs kan gavne dansk eksport

På trods af de potentielle udfordringer, mener Las Olsen, at dansk økonomi kan få en positiv kortsigtet effekt af valget. 

“Der er intet, der tyder på, at Trump vil forsøge at dæmpe forbruget i USA. Det betyder, at amerikanerne stadig vil efterspørge varer – told eller ej.” 

Las Olsen peger på, at en stærkere dollar og stigende priser på importerede varer kan øge efterspørgslen efter danske produkter på det amerikanske marked.

Trump har desuden lovet omfattende skattelettelser, hvilket kan skabe yderligere efterspørgsel. Men om præsidenten kan gennemføre sin økonomiske plan, afhænger af, om han kan få støtte fra Repræsentanternes Hus. 

“Hvis Trump formår at få flertal til sine skattelettelser, vil det betyde endnu større efterspørgsel i USA,” vurderer Las Olsen.

Så mange danskere er ok med butikstyveri

Læs også: Så mange danskere er ok med butikstyveri

Højere renter kan påvirke danske forbrugere

De stigende budgetunderskud i USA som følge af Trump-administrationens politik, får allerede nu renterne til at stige – også i Danmark. 

“De lange renter er allerede begyndt at stige på baggrund af valgets udfald, hvilket kan lægge en dæmper på efterspørgslen,” skriver Las Olsen og understreger, at det dog stadig kan give et løft til økonomien som helhed.

For danske forbrugere betyder en højere dollarkurs, at det kan blive dyrere at tage på ferie i USA, men det kan samtidig gavne danske virksomheder, der nu har en stærkere konkurrenceevne internationalt.

Langsigtet risiko: Skadelig for små lande som Danmark

Las Olsen vurderer, at den største bekymring på længere sigt ligger i Trumps ønske om mere told og mindre fri handel. 

“En verden med højere told og mindre frihandel er meget skadelig for den globale velstand. Det rammer små lande som Danmark hårdere end store lande,” skriver han. 

Denne udvikling kan også påvirke europæiske aktiemarkeder negativt på kort sigt, da en USA-administration mindre venligt stemt over for Europa kan skabe usikkerhed for investorer.

Usikker fremtid for danske virksomheder med forbindelser til USA

For danske virksomheder med afhængighed af det amerikanske marked, herunder medicinal- og grønne virksomheder, kan valget få stor betydning. 

Ifølge Las Olsen er det dog usandsynligt, at udfaldet vil have en alvorlig effekt på dansk økonomi som helhed, da en stor del af dansk eksport til USA allerede produceres på amerikansk jord.

“Man kunne næsten ønske sig, at de amerikanske politikere faktisk fik dæmpet efterspørgslen på længere sigt, selvom det ville ramme os på kort sigt. Den nuværende amerikanske finanspolitik er uholdbar, og jo længere man venter med at gøre noget, jo større risiko er der for en økonomisk krise.”

Butiksdøden har også ramt København

Læs også: Butiksdøden har også ramt København