Indsigt

Danmark ryger ned ad skattelisten: Nu slår dette land os i topskat!

Danmark har ikke OECD’s næsthøjeste skattetryk, når man regner mere retvisende på tallene – vi ligger faktisk nummer fem. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Danmark ryger ned ad skattelisten: Nu slår dette land os i topskat!
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 15. april 2025

Danmark er ikke helt så meget skattetryk-topscorer, som vi ellers plejer at tro. Faktisk ligger vi “kun” nummer fem, når man regner lidt mere retfærdigt på tingene. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Luxembourg har overhalet os indenom og ligger nu øverst på listen over OECD-landenes skattetryk – skarpt forfulgt af Frankrig, Sverige og Østrig. Danmark ender altså på en 5. plads.

“Selvom vi med vores veludbyggede velfærdsmodel har brug for en høj grad af skattefinansiering, ligger fire lande over os,” siger Frederik Olsen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Tallene bygger egentlig på OECD’s officielle opgørelse – den, hvor Danmark normalt ligger nummer to. Men AE har justeret for nogle af de forhold, som både Danmarks Statistik, Finansministeriet og Skatteministeriet mener, at man bør tage højde for. Og det rykker ved billedet.

”Skattetryk er svære at sammenligne, fordi der er store forskelle på, hvordan skattesystemet er indrettet i forskellige lande. OECD tager ikke tilstrækkeligt højde for de forskelle, når organisationen sammenligner landenes skattetryk,” siger Frederik Olsen.

Danmark snyder (ubevidst) i regnskabet

Et særligt dansk fænomen er, at vi betaler skat af sociale ydelser som dagpenge, pension og kontanthjælp. Det tæller med som skatteindtægter og pumper dermed vores skattetryk op i statistikken.

I mange andre lande er de samme ydelser skattefrie eller gives som fradrag – og så tæller de altså ikke med i skatteregnskabet.

”Et tænk eksempel: Hvis vi afskaffede skatten på offentlige indkomstoverførsler og sænkede overførslerne tilsvarende, ville hverken danske borgere eller det offentlige få flere penge mellem hænderne. Til gengæld ville skattetrykket blive lavere ifølge OECD. Det viser meget godt, at OECD skærer nogle væsentlige hjørner i sammenligningen,” siger Frederik Olsen.

Forkert måleenhed giver skævt billede

OECD bruger BNP som målestok, når de sammenligner, hvor stor en del af landenes økonomi der går til skat. Men det giver ifølge AE også et skævt billede af virkeligheden i Danmark.

”Det skævvrider billedet. En stigende del af indkomsten og skatteprovenuet i Danmark kommer nemlig fra udlandet. Det gælder blandt andet pensionskassernes afkast på udenlandske aktiver, der har betydning for skatteprovenuet. Derfor er BNI et bedre mål for den samlede indkomst, da det medregner den indkomst danskere tjener i udlandet og modregner den indkomst, udlændinge tjener i Danmark,” siger Frederik Olsen.

Desuden peger analysen på, at BNI bør opgøres i faktorpriser – altså uden afgifter – og at nettorenteindtægter fra udlandet bør trækkes fra, da de ikke bliver beskattet.

Skattetryk handler ikke kun om politik

Selvom skattetrykket ofte bliver brugt som et politisk våben, er det ikke kun skattepolitik, der spiller ind. Økonomiske udsving, aktiemarkedets op- og nedture og befolkningens adfærd kan også flytte placeringen.

”I 2022 raslede Danmark ned af OECD’s liste over landenes skattetryk. Var det fordi danske politikere havde lempet skatterne i højere grad end de finske og italienske kollegaer? Nej. Det skyldtes primært blot, at det var et dårligt aktieår, hvorfor der blandt andet blev betalt langt mindre i skat på pensionsafkast end året før,” siger Frederik Olsen.

Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong

Læs også: Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong