Karriere

Corona tog pusten fra Camillas virksomhed

Corona tog pusten fra Camillas virksomhed
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 4. oktober 2023

Camilla Lærke Lærkesen havde fart på sin nystartede foredragsvirksomhed Bevidst Introvert med en fuldt booket kalender i foråret 2020, men med et stod corona for døren og aflyste alle hendes planer. 

Af Mille Skjold Madsen

Det var egentlig lidt af et tilfælde, at Camilla Lærke Lærkesen endte med at starte sin egen virksomhed. På retorikstudiet skrev hun en artikel om at være introvert, og pludselig gik artiklen viralt med en del medieopmærksomhed. Camilla oplevede god feedback på sit arbejde, så i 2018 startede hun egen virksomhed under studiet. 

“Da jeg var færdiguddannet i 2019 sprang jeg direkte ud i at være selvstændig og var faktisk fuldt booket i kalenderen hele foråret 2020,”fortæller Camilla Lærke Lærkesen.  

Men så kom corona og forårets lockdown. Camilla kunne kun sidde og tage imod alle de opkald med aflysninger, som tikkede ind. 

“Jeg var faktisk lettet, da den sidste kunde ringede og aflyste, for så kunne det ikke blive værre,” siger Camilla, som mistede al indtægt under lockdown. 

 

Panik panik panik 

Opsparingen var ikke stor efter en tid på SU, men alligevel fik Camilla hurtigt bestilt en masse udstyr, så hun kunne omvende fysiske foredrag til webinarer. Men da hun sad klar til at gå i gang, stod hjernen stille. 

“Jeg var så stresset, at jeg kunne ikke gå i gang med langsigtede projekter, som måske først ville kaste penge af sig senere hen. Så jeg endte vitterligt med at gå rundt i cirkler derhjemme og tænkte kun på, hvordan jeg kunne tjene penge nu og her til at overleve.”

Løsningen for Camilla blev et job som poder i et testcenter. I starten var hun virkelig i tvivl, om det var en god ide, fordi hun var nervøs for at møde kunder fra sin virksomhed i testcenteret. 

“Jeg syntes jo, det var pinligt, at jeg måtte dobbeltjobbe for at få det til at hænge sammen, og jeg var bange for om mine kunder ville tænke, om jeg var dygtig nok, siden jeg ikke havde fyldt min ordrebog,” fortæller Camilla. 

I dag arbejder Camilla 32 timer om ugen som poder i et testcenter samtidig med, at hun har kunder i sin egen virksomhed og udgiver podcasten “Bevidst Introvert”. Og så har hun tilmeld lanceret endnu en podcast “Netværkshistorier”. 

“Under lockdown, hvor jeg havde allermest tid, kunne jeg intet, mens nu hvor jeg har virkelig travlt, har jeg fået et mentalt overskud, fordi der er kommet ro på. Det har lært mig, at jeg udvikler mig mest i tryghed.”

 

Opgør med den stereotype iværksætter 

Camilla skammer sig på ingen måde over at være nødt til at bijobbe, men det har også været en vej at nå derhen. Hun ser især et problem ved, at vi har skabt en forestilling om, at en iværksætter er sådan en fra Løvens Hule, som satser det hele for at drive virksomhed, og det vil hun gerne gøre op med. 

“Man kan sagtens være seriøs omkring sin virksomhed, mens man er lønmodtager. De der peptalks som “Du skal bare gå all in på det” gjorde mig faktisk utilpas, for jeg følte ikke, at jeg kunne leve op til den type iværksætter,” fortæller Camilla, som i hele processen har lært, at hun udvikler sig bedst under struktur, tryghed og faste rammer.

“Jeg har aldrig været så inspireret og fyldt af gå på mod, som jeg er nu her, så jeg har store drømme for min virksomhed i det her år.”

Fem gode råd fra kvindelige investorer: “Sådan øger kvindelige iværksættere deres mulighed for at skaffe kapital”

Læs også: Fem gode råd fra kvindelige investorer: “Sådan øger kvindelige iværksættere deres mulighed for at skaffe kapital”