IndsigtButiksdøden har også ramt København
Udbuddet af butikslokaler har aldrig været større i hovedstaden, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. Klassiske handelsstrøg har det hårdt, men samtidig udvider nogle kæder. Og så har to erhvervsmæglere en anbefaling til politikerne.
København sætter rekord i tomme butikker
Med et udbud på 74.500 kvadratmeter har butikskæder og iværksættere aldrig før haft så meget at vælge imellem i området København by med selve København samt Frederiksberg, Tårnby og Dragør. Med andre ord: Op til årets julehandel har hovedstaden rekordmange ”til leje”-skilte foran tomme lokaler til butikker og spisesteder. Det viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.
”Vores data går tilbage til 2003, og vi har aldrig før registreret så stort udbud i kvadratmeter i hovedstaden. Målt i procent af det samlede butiksareal ser det knap så dramatisk ud – så er udbuddet i 4. kvartal på 3,4 pct. eller det højeste i lidt over fire år. Det hænger sammen med, at der også kommer nye butikslokaler, når hovedstaden vokser med nye kvarterer, fx i Sydhavnen og Ørestad og på Islands Brygge og Nordhavn. Men også hér står en del tomt, og lige nu byder hovedstaden altså på ekstra mange lokaler til butikskæder og forretningsdrivende,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
Virksomhederne holder igen
”Det er blevet sværere at udleje lokaler i sidegaderne, ligesom vi ser, at detailhandlende, som før ville have åbnet butik nummer to, nu er blevet mere forsigtige. Det afspejler, at mange forbrugere efter de kraftige prisstigninger sparer på nyt tøj og nye sko, selv om de stadig bruger penge på dagligvarer og lidt sjovere ting som at spise ude. Men udlejningerne er slet ikke gået i stå, og jeg forventer, at tomgangen vil falde i løbet af 2025,” siger Kristian Hartmann, partner og direktør for La Cour & Lykke med speciale i butikslokaler og mindre kontorer i hovedstaden.
Ifølge Per Bech, direktør for detail hos Colliers International i København, så er der særligt nogle typer butikker, som har svært ved at klare sig.
”Butikker uden for kæderne har sværere ved at klare sig: De kan ikke købe ind til lige så lave priser som kæderne, og de har sværere ved at håndtere det netsalg, som for mange forbrugere er et vigtigt supplement til de fysiske butikker. Samtidig mærker modebutikker, at genbrug vinder frem, og vi frygter, at tomgangen kan stige yderligere i hovedstaden,” lyder det fra Peter Bech.