IndsigtAdvarsel fra top-rådgivere: Elon Musk og AI kan skade dit brand
En ny global undersøgelse sender en tydelig advarsel til virksomheder: Forbindelser til Elon Musk og dårlig håndtering af kunstig intelligens er blandt de største trusler mod et brands omdømme lige nu.
Bag undersøgelsen står Global Risk Advisory Council – et internationalt råd med tidligere statsledere og topfolk fra både erhvervsliv og politik. Rådet er nedsat af det amerikanske public affairs-bureau Global Situation Room. Det skriver The Guardian.
“Hvis du ødsler med interessenters og forbrugeres goodwill på disse områder, kommer den ikke tilbage foreløbig,” udtalte Brett Bruen, bureauets direktør, og opfordrede virksomheder til at “sætte tempoet ned” og “skelne mellem midlertidige og grundlæggende forandringer”.
Undersøgelsen, der bygger på svar fra 117 ledere i 17 lande, placerer Elon Musk som en af de mest omstridte skikkelser at blive associeret med. Næsten 30 % vurderer, at forbindelser til Musk – eller bare at blive offentligt nævnt af ham – udløser massiv negativ opmærksomhed.
Musk, som har støttet Donald Trumps tilbagevenden til præsidentposten, har siden fået en fremtrædende rolle i Trumps administration. Det har blandt andet ført til voldsomme nedskæringer i statsbudgettet – et område, Musk angiveligt har indflydelse på via en nyoprettet “effektiviseringsafdeling”.
Isabel Guzman, tidligere topembedsmand under Biden, kalder det for en “kontroversiel altoverskyggende tilstedeværelse i mediebilledet”.
Kunstig intelligens kan også skade omdømmet
Men endnu mere skadeligt end Musk er dårlig brug af kunstig intelligens. Undersøgelsen advarer mod deepfakes, misinformation og biased beslutninger – især når det fører til “uetiske anvendelser, der forvolder skade eller manipulerer den offentlige opfattelse”.
Et anonymt rådsmedlem udtalte: “AI, hvis det ikke bliver forstået eller håndteret i virksomheder, kan have en utrolig afsmittende effekt, som måske ikke kan gøres om.”
En af undersøgelsens eksperter tilføjer, at organisationer i dag bør betragte AI-politikker som lige så grundlæggende som retningslinjer for daglige driftsområder.
At skære ned på ligestillings- og inklusionstiltag, opføre sig konkurrenceforvridende eller blive ramt af injuriesager er også blandt de fem største risici for virksomheders omdømme i 2025.
“Disse data er ikke bare tal; de viser de komplekse kommunikationsudfordringer, organisationer konstant står overfor,” skriver Isabel Guzman og tilføjer, at rådsmedlemmerne forventer, at truslerne mod virksomheders omdømme kun vil vokse i den nærmeste fremtid.