Af Mille Skjold Madsen

 

Har du åbnet en avis, tændt for fjernsynet eller besøgt et nyhedssite i denne uge, så har du nok ikke kunnet undgå at høre om dokumentaren “Den sorte svane”. 

 

Programmet, hvor vi over fem afsnit kan følge med, mens oververdenen og underverdenen udtænker måder at snyde systemet på. Det er ikke en enlig svale, som folder sine vinger ud i programmet, men derimod en hel fugleflok af kriminelle, som trækker tråde fra fakturafabrikker, forurenet jord til byggerier og en retssag i Pakistan. 

 

Banditternes fjerpragt er ikke kun slidte joggingbukser, men også dyre habitter. Det har ikke ændret sig, og det vil nok heller ikke ændre sig, så længe der er muligheder for at omgås reglerne.  

 

Der vil uden tvivl være travlt ved fuglebadet for at vaske hænder og retorik om, at det kun er enlige svaler, som har stået bag disse ulovligheder. Men jeg håber også, denne dokumentar giver anledning til at kigge på fx. vores skattesystem, så det ikke bliver så nemt at lave faktura-fabrikker og snyde med moms og skat. Som fakturafabrikkens ukronede konge Martin Malm siger i dokumentaren: “Jeg gør det så kompliceret, at det er umuligt at finde.” 

 

Skattestyrelsen sagde da også selv tilbage i 2022 i en reklame: “Skat er ikke enkelt. Det er derfor, vi er her.” 

 

Så her er en tanke. 

 

Man kunne jo også overveje at gøre det enkelt. Tænk, hvis Martin Malm havde brugt sine ideer til at skabe et system til skat, som kunne hjælpe dem med at fange dem, der gjorde det kompliceret og ulovligt? Sådan en slags moderne “catch me, if you can”.

 

For der bliver i dag brugt ærgerlige ressourcer på det forkerte. 

 

Jeg kan selv huske, da jeg startede min første virksomhed og blev udtaget til stikprøve af Klaus fra Skat. Jeg var så bange for at jeg havde gjort noget forkert og ville få tvangslukket min virksomhed (ja, jeg var ung og meget nervøs, selvom jeg har set 100 regnskabs-videoer igennem OG fået Excelark som pensum fra barnsben).

 

Klaus vendte tilbage efter en uge og fandt kun, at jeg havde snydt mig selv for 500 kr. i fradrag. Tænk, hvis den tid havde været brugt på dem, som svindler for mange millioner? Så havde jeg gerne levet med, at Klaus aldrig havde fundet de 500 kr. til mig i mit regnskab, hvis det havde givet 10 millioner i statskassen et andet sted.

Eller hvad med denne sag mellem skattemyndighederne og pensionsselskaberne som har stået på i 10 år? Det handler om fortolkning af momsregler, og ifølge Finans har den allerede kostet både skatteborgere og pensionskunder 150 millioner i sagsomkostninger. 

 

Men noget jeg ikke synes har fået taletid er scenen i første afsnit, hvor muldvarpen Amira får besøg af en kvinde, som fortæller, hvordan hun også vil snyde systemet og fx oprette botilbud til autister, hvor man kan sørge for at få bevilling på 300.000 kr. men bruge langt mindre på reelt at skabe rammerne for dem. 

 

Det skar i mit hjerte at høre sådan en kyniskhed. Jeg er selv pårørende til min lillebror, som bl.a. har Downs Syndrom, infantil autisme og alvorlige fysiske sygdomme. Han bor på bosted. Et dejligt et i dag, men der har også tidligere været problemer. Hvor vi skulle ringe til kommunen og dokumentere, at han stadig ikke er renlig efter 32 år, og stadig bruger samme antal bleer i døgnet. For tænk nu, hvis vi stod og pushede voksenbleer på Istedgade og malkede systemet for udgifter, som han reelt ikke havde?

 

Så når vi almindelige borgere bruger så meget tid på at dokumentere små udgifter og skal forsvare hvert et behov min handicappede lillebror har, så er der ikke langt til forargelse, når man kan se, at ens skattekroner også kan bruges til at pumpe udgiften til bosteder op.

 

Om kvinden i dokumentaren reelt gør det, ved vi ikke. Men når tanken er der, hvor de sidder på et kontor og taler om de her mennesker som en brik i sit rigdomsspil uden at have en tanke på, hvilken forringelse der kommer ud af det snyderi på handicapområdet, som i forvejen er så presset økonomisk. 

Man kan da derfor håbe, at det giver kommunerne anledning til at kigge deres botilbud og samarbejdspartnere efter i sømmene, for det ville jeg da gøre efter denne dokumentar. 

 

Men man kan selvfølgelig frygte, at det bare fører til besparelser, og det er jo generelt et område, som desværre ikke får så meget opmærksomhed. 

 

Vidste du fx. at regeringen i starten af året havde planlagt et lovforslag, så personale vil kunne få større mulighed for fysisk fastholdelse, indlåse borgere i eget hjem i op til 10 timer om dagen og tvangsflytte borgere? 

 

Men efter en del kritik gik man væk fra at kunne tvangsflytte borgere og låse dem inde. Nu skal der bare spares en masse penge på området. 

“Der mangler ikke penge, der mangler fornuft. Og det står vi ved. Derfor tager vi ansvar ved at gå ind i rammeaftalen og sørge for, at vi ikke sparer på kvaliteten og den borgernære velfærd. Men at vi sparer på bureaukrati og administration. Og vi lader endda kommunerne beholde pengene,” siger LA’s socialordfører, Katrine Daugaard til DR. 

 

Man må da så bare håbe, at de ved om det er borgernær velfærd de betaler for eller en ny dyr håndtaske til en af underverdenens lykkeriddere.