Kvinder med to børn har 20% lavere pension end fædre med samme antal børn. Får man flere børn, så bliver uligheden mellem mænd og kvinders pension endnu større.
Kvinder mellem 40-59 år uden børn har ”kun” 7% lavere pension end mænd uden børn, mens mødre med to børn har 19% lavere pension end fædre og kvinder med fire eller flere børn har hele 40% lavere pension end fædre. Det viser en undersøgelse som ROCKWOOL fonden har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
“Ligesom forskellen på mænd og kvinders løn i høj grad kan tilskrives, at kvinder kommer bagud lønmæssigt, efter parret får børn, så ser vi også her, at børnene har stor betydning for forskellen i parrets pensionsformuer. Og det er jo vigtigt at være bevidst om – både privatøkonomisk i den måde man som familie indretter sig på, og hvis man som lovgiver ønsker at fremme større økonomisk ligestilling mellem mænd og kvinder,” udtaler forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden, Peter Fallesen i forbindelse med undersøgelsen.
Det er dog ikke kun antallet af børn, som giver kvinder færre penge på kontoen til pensionistlivet. Der er også andre faktorer, som spiller ind.
”Selvom mange kvinder i dag får længere uddannelser end mænd, ser vi stadig en markant kønsforskel i indkomst, efter kvinderne får børn, dels fordi mødre – modsat fædre – er mere tilbøjelige til at skifte til det offentlige, gå på deltid og takke nej til lederstillinger end kvinder uden børn. Men også fordi kvinderne ikke kan eller ikke vælger at investere deres pension på en måde, hvor der er større risiko for tab men også højere chance for et højt afkast,” fortæller Peter Fallesen.
Kvinder lever i gennemsnit 3,5-4 år længere end mænd, så deres pensioner skal række til flere leveår. Siden 2007 har pensioner også været anset som særeje i Danmark, og derfor bliver de som udgangspunkt ikke delt ved skilsmisse. Det betyder også, at kvinder vil miste en større del af parrets samlede pensionsopsparing, hvis de er en af de 41 % som bliver skilt.
”Pensionsformuen udgør for de fleste af os vores største personlige opsparing. Andre typer opsparing som fx friværdi i boligen er som oftest noget, vi deler ligeligt mellem os, men pensioner regnes for personlig formue, medmindre et par får lavet en ægtepagt, der fastslår, at pensionerne skal deles. Og her er der store uligheder på spil, så vi ønsker at kortlægge, for hvem uligheden er størst, og om hvilke mekanismer, der er med til at skabe denne markante kønsuligheden i pension,” fortæller forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden Peter Fallesen.
Kilde: ROCKWOOL Fonden
Forskere ved ROCKWOOL Fonden, Københavns Universitet og Stockholm Universitet har kortlagt størrelsen af og årsagerne til uligheden mellem mænds og kvinders pension i Danmark. På baggrund af data fra Danmarks Statistik fra 2020, som rummer hele befolkningen, har forskerne set på kønsforskelle i danskernes pensionsformuer på tværs af alder, uddannelse, familieformer og ansættelsesforhold, (fx offentlig ansættelse vs. privatansatte).
Få adgang til vores ugentlige nyhedsbrev, fyldt med artikler, interviews og analyser om alt fra lønforhandlinger til investering. Med medlemskabet får du også digital adgang til Økonomista-magasinet og mulighed for at tilføje det trykte magasin. Deltag i live interviews og redaktionsmøder for at forme indholdet. Optjen indsigt og inspiration til din økonomi hver uge.
Gør kvinder rigere. Bliv medlem og få økonomisk viden direkte i din indbakke.