Indsigt

McDonald’s står over for E. coli-krise: Aktiekurs i frit fald

McDonald’s aktiekurs er faldet med 5,1 procent efter et E. coli-udbrud, der har ført til 49 sygdomstilfælde og ét dødsfald, knyttet til deres Quarter Pounder-burgere

McDonald’s står over for E. coli-krise: Aktiekurs i frit fald
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 24. oktober 2024

McDonald’s aktie har været under pres efter et E. coli-udbrud, der har ramt flere af kædens restauranter i USA. Udbruddet er blevet knyttet til deres Quarter Pounder-burgere, og det har allerede resulteret i 49 tilfælde af sygdom, herunder 10 hospitalsindlæggelser og ét dødsfald.

Det har ført til, at McDonald’s har fjernet Quarter Pounder fra menuerne i adskillige stater som Colorado, Kansas og Utah, i et forsøg på at begrænse yderligere skader.

Udbruddet blev først rapporteret i flere stater, herunder Colorado, Kansas og Utah, og har siden bredt sig til dele af Idaho, Missouri og flere andre vestlige og midtvestlige stater. Den amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC) har fastslået, at løg, der anvendes i Quarter Pounders, sandsynligvis er kilden til bakterien. Løgene har formentlig været kontamineret med den farlige E. coli O157

McDonald’s har hurtigt reageret ved at fjerne de mistænkte råvarer fra deres menuer og midlertidigt lukket restauranter i de berørte områder. Ifølge sundhedsmyndighederne vil antallet af smittetilfælde sandsynligvis stige, efterhånden som flere mennesker rapporterer om symptomer. 

“Vi forventer helt sikkert at se flere tilfælde,” udtalte CDC-talsmand Tom Skinner ifølge Reuters. “McDonald’s har reageret ret hurtigt for at tage skridt til forhåbentlig at forhindre så mange tilfælde som muligt.”

Aktiekursen under pres 

Nyheden om et E.coli.udbrud i McDonald’s burgere har sendt aktiekursen ned med 5,1 procent, hvilket har skabt bekymring blandt investorer. 

Aktien blev handlet til så lavt som 290,88 dollars efter tidligere at have været oppe på over $316 i de seneste uger. Analytikere vurderer, at udbruddet kan få langsigtede konsekvenser for McDonald’s image, men det afhænger af hvor hurtigt de formår at håndtere situationen og genoprette tilliden. 

Flere eksperter har påpeget, at selskabet står over for betydelig juridisk risiko, især hvis flere tilfælde opstår, og fødevaremyndighederne identificerer yderligere problemer. 

Donald Trump vil gerne være arbejderklassens frontfigur, så han tog en vagt på McDonald’s

Læs også: Donald Trump vil gerne være arbejderklassens frontfigur, så han tog en vagt på McDonald’s