IndsigtBNP-væksten topper i Hovedstaden, men værdiskabelsen rækker længere ud
Danmarks Statistik har netop udsendt regionale nationalregnskaber for 2023, hvor man kan se, hvordan blandt andet BNP-væksten er fordelt hen over landet. Region Hovedstaden ligger i top, men der er også andre faktorer, som spiller ind, siger cheføkonom
Hvor Danmark sidste år havde en BNP-vækst på 2,5 procent, var den 5,0 procent i region Hovedstaden og endnu mere, hvis man kun ser på selve København og omegn.
“Det er ikke overraskende og skyldes især, at Novo Nordisk og andre store virksomheder har deres adresse i hovedstadsområdet, og sådan har det været længe. Over de sidste ti år har BNP-væksten i Danmark været 24,9 procent, men i Region Hovedstaden har den været 37,4 procent,” skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i forbindelse med tallene.
Vækst på papiret, men det er ikke hele billedet
Selvom hovedstadsregionen fylder en stor del af BNP-væksten, så betyder det ikke, at vækst og jobskabelse kun foregår der. Eksempelvis har Novo Nordisk medarbejdere over store dele af Sjælland, og Mærsk driver mange af sine aktiviteter uden for København. Alligevel er der en vis sammenhæng mellem de store virksomheders placering og jobskabelsen i hovedstadsområdet.
“Der er en selvforstærkende proces i, at det er i Hovedstadsområdet, der er vækst i beskæftigelsen som skaber vækst i byggeri, indbyggertal og arbejdsstyrke og dermed plads til endnu mere vækst i beskæftigelse og aktivitet,” udtaler Las Olsen.
Selvom 42,8 procent af Danmarks BNP tilskrives Region Hovedstaden, hvilket er mere end dobbelt så meget som den næststørste region, Midtjylland, er det vigtigt at huske, at værdiskabelsen finder sted flere steder.
“Produktionen i hovedstaden kunne ikke have samme niveau, hvis København for eksempel var et land for sig selv,” slutter Las Olsen.
Andel af BNP i procent, 2023 |
|
Region Hovedstaden | 42,8 |
Region Sjælland | 10,0 |
Region Syddanmark | 18,5 |
Region Midtjylland | 19,5 |
Region Nordjylland | 7,8 |
Uden for regioner | 1,4 |
Kilde: Danmarks Statistik