Karriere

Hver anden akademiker arbejder efter pensionsalderen

I 2022 arbejdede knap hver fjerde person, et år efter de fik ret til at gå på folkepension. Men kigger man nærmere på statistikken, så kan man se, at der er store forskelle på uddannelse og køn blandt dem, som vælger at arbejde videre efter folkepensionsalderen. 

Hver anden akademiker arbejder efter pensionsalderen
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 17. oktober 2024

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at 27 procent af de personer, der rundede folkepensionsalderen i 2021, stadig var på arbejdsmarkedet i 2022. Det er en stigning på 4 procentpoint i forhold til 2013, hvor folkepensionsalderen endda var 1,5 år lavere. Men der er dog store forskelle på uddannelse og køn. 

Det skriver Ritzau. 

For mens 52 procent af mænd med en akademisk baggrund arbejdede i 2022, et år efter de nåede folkepensionsalderen, så gjaldt det sammen kun for 42 procent af de akademiske kvinder. 

Forskel i uddannelse 

Der er dog ikke kun en forskel i køn, for dem, som vælger at tage et år mere på arbejdsmarkedet. For mens 48 procent procent af akademikerne arbejdede et år efter folkepensionsalderen i 2022, gjaldt det samme for 19 procent af de ufaglærte med samme pensionsalder, mens de faglærte lå på 27 procent.

“Der er stor forskel på, hvor længe folk bliver ved med at arbejde. En del af forklaringen er, at de forskellige uddannelsesgrupper har vidt forskellige arbejdsvilkår,” siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Ritzau. 

Det skyldes især hårdt fysisk arbejde, som påvirker muligheden for at blive ved med at arbejde efter pensionsalderen. 9 procent af alle lønmodtagere har et hårdt fysisk arbejdsmiljø, men blandt akademikere gælder det under 2 procent. Blandt ufaglærte og faglærte har cirka 13 procent et hårdt fysisk arbejde.

”Det er klart, at man har bedre mulighed for at fortsætte med at arbejde i seniorårene og måske endda på den anden side af folkepensionsalderen, hvis man ikke er nedslidt,” siger Emilie Damm Klarskov.

Her fandt de opskriften på at tale åbent om fejl på arbejdspladsen

Læs også: Her fandt de opskriften på at tale åbent om fejl på arbejdspladsen