Karriere

AI’s indtog på arbejdsmarkedet kan ramme kvinder hårdest

AI’s indtog på arbejdsmarkedet kan ramme kvinder hårdest
Amanda Frisk
Af Amanda Frisk 18. september 2024

Det er særligt i kvindefag, at AI-egenskaber efterspørges, og det kan gøre kvinder dårligere stillede på arbejdsmarkedet.

 

Af Amanda Frisk

 

Det er allerede etableret, at AI har en bias, som kan være med til at fremhæve negative kønsstereotyper. Men der er en anden måde, hvorpå kvinderne kan blive taberne, når det kommer til kunstig intelligens.  

Efterspørgslen på AI-egenskaber i specifikke fag kan være med til at stille kvinder svagere på arbejdsmarkedet end mænd, fortæller forsker Mark Friis Hau.

 

Han har været med til at lave en undersøgelse om studerendes brug af kunstig intelligens for Københavns Universitet. Som udgangspunkt, var der en lille forskel mellem kønnene, da han undersøgte hvilket køn, der brugte AI-værktøjer mest. De mandlige studerende brugte kunstig intelligens en smule mere end kvinderne.

“Men der var større forskelle på tværs af fag. Eksempelvis brugte økonomer teknologien meget mere end antropologer og psykologer, hvor der er mange kvinder. Så spørgsmålet kan være, om det er kønnet, der er den afgørende variabel, eller om det handler om flere faktorer og måske er mere komplekst,” siger Mark Friis Hau.

 

Kvinder rammes dobbelt

 

Der var dog en tendens til, at de fag, hvor AI potentielt vil få mest indflydelse, også er kvindedominerede fag. Der gælder blandt andet HK-arbejde, grafisk design, administration og journalistik.

“Det er klart, at hvis AI rammer skævt på et i forvejen kønsopdelt arbejdsmarked, og der samtidig er forskel på mænd og kvinder i forhold til at lære at bruge værktøjerne, kan det skabe nye digitale kløfter og forskelle i muligheder mellem mænd og kvinder i Danmark,” siger Mark Friis Hau.

 

En undersøgelse fra USA lavet af AI-virksomheden Slack viser en endnu større kløft, når det kommer til kvinder og mænds forbrug af AI. Blandt personer fra generation z er mænd 25 procent mere tilbøjelige til at bruge AI redskaber i deres arbejde end kvinderne.

 

Hvorvidt kvinder bliver ramt dobbelt så hårdt, bliver afgjort ud fra, om AI værktøjerne faktisk kan levere de produktivitetsstigninger, der loves. 

“Det er dog langt fra sikkert. Men hvis det viser sig, at disse værktøjer virkelig giver store produktivitetsforbedringer, så er det klart, at det vil kunne være dobbelt rammende for kvinder på arbejdsmarkedet, da de dermed vil sakke bagud både i forhold til deres mandlige kollegaer og i forhold til andre brancher, der ikke påvirkes lige så meget af AI,” siger Mark Friis Hau.

“Så konsekvenserne bliver hårdere konkurrencevilkår i deres brancher og dårligere muligheder for at konkurrere med deres mandlige kollegaer.”

Læs også: En hjemmegående forælder er en kvinde. En CEO er en mand. Kunstig intelligens opretholder negative kønsstereotyper

Fem gode råd fra kvindelige investorer: “Sådan øger kvindelige iværksættere deres mulighed for at skaffe kapital”

Læs også: Fem gode råd fra kvindelige investorer: “Sådan øger kvindelige iværksættere deres mulighed for at skaffe kapital”