Indsigt

00’er levn er tilbage på konfirmandernes ønskelister

Ønskeskyen afslører, at unge danskere i stedet for penge ønsker sig alt fra skønhedsprodukter og Ralph Lauren til Apple Airpods – og så er digital kameraet også at finde på de unges ønskelister.

00’er levn er tilbage på konfirmandernes ønskelister
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 15. april 2025

Er du inviteret til en konfirmation og står og kigger på ønskelisten med en undren, så er du ikke alene. Mange af de unge i år vælger ikke pengegaver, men ønsker sig faktisk gaver, der skiller sig ud fra mængden.

Flere tusinde unge danskere har nemlig allerede oprettet specifikke konfirmations-ønskelister med næsten en kvart million ønsker, og det har fået Ønskeskyen til at tage et kig i krystalkuglen for at analysere sig frem til konfirmandernes bedste gavehits;

“Nu er både foråret og dermed konfirmations-sæsonen i fuld gang, og det betyder, at mange er på udkig efter den helt rigtige gave til den store dag. Det er jo fint nok at give penge til konfirmanden, men vi vil gerne slå på tromme for, at man i stedet giver den rigtige gave. Derfor kommer vi nu med 3 konkrete bud på gaver til både drenge og piger, som man kan være sikker på ikke at gå helt galt i byen med,” fortæller Casper Ravn-Sørensen.

1. Digitalkameraet: En anti-online tendens?

Ét af de mest overraskende ønsker på pigernes konfirmationslister i år er digitalkameraet. Ja, du læste rigtigt! Det klassiske kompaktkamera, som mange troede var et levn fra 00’erne, er nu kommet tilbage med et brag. Mere end 35.000 unge danskere har allerede sat et digitalkamera på deres digitale ønskeliste.

“Digitalkameraet er virkelig blevet populært, og det er lidt overraskende. Måske handler det om, at de unge gerne vil tage billeder uden at være online hele tiden. Vi ved, at mange forsøger at skrue lidt ned for skærmtiden, og her giver det jo god mening at have et kamera, der bare er et kamera – uden notifikationer og sociale medier,” siger Casper Ravn-Sørensen.

2. Makeup og skønhedsprodukter

På pigernes ønskelister er det også makeup og skønhedsprodukter, der topper. Børstesæt og glow kits er særligt populære.

3. Klassikere gør comeback hos drengene

Hvad med drengene? Ja, de har også deres egne trends. Ønskelisterne afslører, at Ralph Lauren er tilbage i stor stil, især blandt drenge, der ønsker sig t-shirts og hættetrøjer fra det klassiske mærke. Det er ikke kun Ralph Lauren, der gør comeback – der er også parfumer fra Valentino og Armani.

“Det er sjovt at se, at nogle ting bare ikke ændrer sig. Man føler sig først rigtig gammel, når de unge ønsker sig noget, man aldrig har hørt om, og det kan i hvert fald ikke siges at være tilfældet med drengene. Det er ikke kun Ralph Lauren, der er på mode igen – generelt kan vi se, at mange af tidens trends henter inspiration fra tidligere årtier,” siger Casper Ravn-Sørensen.

4. Airpods: Den evige gavefavorit

Høretelefoner er stadig et hit hos de unge, og Apples Airpods er ingen undtagelse. De blev i 2024 udråbt som ‘Årets Ønske’ i Ønskeskyens Krystalkugle-analyse og er fortsat et af de mest populære ønsker blandt især drenge.

Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong

Læs også: Shein håbede på en vestlig børsnotering – men modstanden kan sende dem til Hong Kong