Indsigt

“Vi er nødt til at spørge os selv, om den livsenergi, vi lægger i vores job, er et fair bytte for det, vi får igen.”

“Vi er nødt til at spørge os selv, om den livsenergi, vi lægger i vores job, er et fair bytte for det, vi får igen.”
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 22. februar 2024

For otte år siden sagde Ole Ditlev Nielsen sit job op for at leve livet lidt langsommere. I dag bruger han al sin tid på at inspirere andre til det langsomme, meningsfulde liv, hvor man sætter prisen på sin livsenergi højere end den løn, der går ind på kontoen. 

Af Mille Skjold Madsen – Fotograf: Emilie Haut

 

Kender du til den morgen, hvor børnene skal i tøjet, morgenmaden skovles ind, hjertet sidder helt oppe i halsen, og når du endelig sidder i toget på vej til arbejde, så drømmer du dig et helt andet sted hen? Sådan var det for Ole Ditlev Nielsen, da han for otte år siden en morgen var på vej til sit arbejde. 

 

“Jeg sad en morgen i toget, hvor det ramte mig, om jeg virkelig ville bruge min tid på det her arbejde. Jeg ville gerne have mere ro i hverdagen og prioritere tiden på det, som gav mening og værdi for mig,” fortæller Ole Ditlev Nielsen, som efterfølgende sagde sit fuldtidsjob op. I dag lever han af at inspirere andre til slow living gennem bøger, foredrag og onlinefællesskaber, hvor han deler tips til et langsomt, enkelt  og meningsfuldt liv.

 

Valget om et langsommere liv betød for Ole Ditlev Nielsen et liv som selvstændig med mere ro, men når man vælger det langsomme liv til, så er der også andre ting, som bliver valgt fra. Det har blandt andet betydet, at han ikke længere har de samme penge som tidligere. 

 

“Den sværeste sandhed for os mennesker er nok, at vi ikke kan få det hele. Når vi vælger noget til, så vælger vi også noget fra, og det kan være svært i en tid, hvor man hele tiden bliver præsenteret for en masse muligheder, men vi er nødt til at overveje, om tid eller penge er vigtigst for os.”

 

Din reelle timeløn

Den økonomiske usikkerhed er ifølge Ole Ditlev Nielsen en af de største grunde til, at mange er tilbageholdende med at udleve deres drømme, men her anbefaler han, at man kigger på forskellen mellem ens timeløn på fuldtidsarbejdet og den reelle timeløn. 

“Hvis du har et arbejde, og du kigger på din ansættelseskontrakt eller dine lønsedler, vil der stå en timeløn. Den ser sikkert fin ud, men der kan være mange skjulte udgifter ved at have et arbejde, som dræner en for energi,” siger Ole Ditlev Nielsen. 

 

Det kunne være: 

  • Transportomkostninger til og fra arbejde?
  • Selvbetalt frokost?
  • Udgifter til kaffe, mad, tyggegummi eller andet du køber på vejen til og fra arbejde?
  • Mails og andet du tjekker uden for almindelig arbejdstid?
  • Forberedelse?
  • Din ”downtime” – fx. at du er så træt efter en lang arbejdsdag, at du ikke orker andet end Netflix (en udgift i sig selv), selvom du har mere lyst til de aktiviteter, der giver dig livsenergi?
  • Måske skal du bruge penge på at købe tøj, der er passende til dit job?
  • Udgifter til take away-mad fordi du kommer sent hjem fra arbejde og ikke har tid til at lave mad selv?
  • De mentale omkostninger ved dit job?
  • Udgifter til frisører, barbergrej og andet der sikrer, du er ”præsentabel” på jobbet?
  • Måske har du jobrelaterede udgifter til hovedpinepiller, kiropraktorer eller psykologer?

 

“Det er kun dig selv, der kender svaret på, om din reelle timeløn er for lav, og om prisen for din livsenergi er for høj. Du kan starte med at regne på det og så overveje, om det er tid til at gå en anden vej, hvis du er lav på livsenergi,” siger Ole Ditlev Nielsen til dem, som er bange for at miste deres økonomiske sikkerhedsnet. Ofte vil man finde ud af, at der er mange omkostninger, som forsvinder, når man ikke længere har et arbejde, der dræner en. 

“Vi er nødt til at spørge os selv om den livsenergi, vi lige nu giver vores job, er et fair bytte for det, vi får igen. Vi skal være mange år på arbejdsmarkedet, og hvis det hårde arbejdsliv forhindrer os i alt det, vi går og drømmer om, er det så det værd?” siger Ole Ditlev Nielsen. 

 

Små skridt 

Ifølge Ole Ditlev Nielsen behøver det dog ikke betyde, at du skal pakke det hele sammen, sige dit job op og flytte ud i en ødemark i Sverige. Det kan også være, at du drømmer om at komme i gang med at træne, se dine venner eller dyrke en hobby, men når du kommer hjem fra dit arbejde, så er energien ikke til det. Energien er nemlig brugt på arbejdet, og så nåede du det aldrig.

 

“Der er ikke en vej, som er bedre end den anden. Det handler om, hvor du er i livet, og hvad der passer til dig. Du kan sagtens blive i dit fuldtidsarbejde og implementere små slow living vaner i hverdagen. Start med at tage små skridt i hverdagen hen mod et langsommere liv. Det kan være at gå en tur, skrive dagbog eller meditere. Find det der virker for dig,” siger Ole Ditlev Nielsen, som især anbefaler, at slow living tankegangen kan være en rolig holdeplads for ens tanker midt i de økonomiske uroligheder, vi ser lige nu. 

 

“Vi kan ikke påvirke alt det, der sker omkring os lige nu med prisstigninger, men vi kan påvirke, hvordan vi reagerer på dem og forholder os til dem. Når vi har en mere simpel tilgang til livet, skal vi ikke træffe så mange valg hele tiden. Det giver hjernen og kroppen ro, og når vi bliver mere rolige i krop og sind, så har vi det også bedre.”

 

Forslag til langsomme aktiviteter du kan lave: 

  • Drikke en kop te i stilhed.
  • Skrive dagbog.
  • Gå en tur i frisk luft uden din telefon eller et par høretelefoner i ørerne.
  • Fordybe dig i en samtale med en god ven.
  • Læse.
  • Snitte i træ.
  • Meditere.
  • Cykle en tur i skoven.
  • Sidde ved et vindue, badet i lys og foretag dig ingenting.
  • Gå tidligt i seng.
  • Stå af toget eller parker lidt længere væk fra det sted, du skal hen, og gå resten af vejen.
  • Sidde på en græsplæne om aftenen, se mørket falde på, lægge dig på ryggen og kigge op på stjernerne.
  • Beskære og vande potteplanter og blomster.
Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation

Læs også: Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation