Liv

Staycation: Tag på eventyr rundt i Danmark

Staycation: Tag på eventyr rundt i Danmark
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 8. juli 2024

Du behøver ikke rejse langt væk for at få følelsen af ferie. Det er konklusionen i bogen “Staycation Danmark med børn”, som er skrevet af forfatter, foredragsholder og journalist Nanna Hyldgaard Hansen. “Jeg har snorklet ved Middelfart og surfet på Vesterhavets bølger, så man kan sagtens skabe magiske eventyr i vores eget land.”

Af Mille Skjold Madsen 

 

Forfatter Nanna Hyldgaard Hansen har skrevet bogen “Staycation Danmark med børn”, der skal inspirere til at holde ferie lidt tættere på hjem. Hun fik ideen til bogen, da hun var på foredragsturne rundt i landet med sine andre bøger.

“Jeg troede, at jeg kendte Danmark, men på min turne fik jeg virkelig øjnene op for, hvor mange fantastiske steder vi har i landet. Så det måtte jeg da samle i en bog,” fortæller Nanna Hyldgaard Hansen, der også er forfatter til bøgerne ”Lev for det halve – og få familieliv, forbrug og arbejde i balance” og efterfølgeren ”Rig på tid – med en kortere arbejdsuge og klimavenlige vaner”. 

 

Nanna Hyldgaard Hansen drømmer om, at vi lever et mere roligt og klimavenligt liv, hvor ferie ikke er lig med dyre rejser, stress over planlægning og endeløse timer i en lufthavn, der tager alt det sjove ud af familieferien. 

“Nogle gange kan jeg få følelsen af, at der er det her feriepres på børnefamilierne. At man skal afsted på dyre udenlandsrejser, så der er noget at fortælle i skolen efter sommerferien, men jeg har snorklet ved Middelfart og surfet på Vesterhavets bølger, og man kan sagtens skabe magiske eventyr i vores eget land på et lille budget.” 

 

Feriebudget, hvor alle kan være med

De sidste par år har Nanna Hyldgaard Hansen besøgt 75 oplevelser rundt i Danmark for at kunne skrive bogen. Nogle er helt gratis, men andre koster penge. Blandt favoritterne var en vandretur med vilde kaniner på Endelave, bueskydning i Haderslev, grave efter fossiler i Faxe Kalkbrud og styre en eldrevet jolle på Møn. 

 

“Det var vigtigt for mig, at mange af oplevelserne var lowbudget, så alle kan være med. Ofte er det jo overnatning og transport, der koster penge, og her kan man holde prisen nede ved at sove i shelter, bytte bolig og kigge efter billige Orange-billetter til togrejsen,” siger Nanna Hyldgaard Hansen, der også har et tip til at holde omkostningerne nede, når man endelig er afsted på tur. 

 

“Vi medbringer altid køletaske med madpakker, vandflasker og masser af snacks, og når vi er langt væk fra hjemmeadressen, så bruger vi Too Good To Go-app’en, hvor man kan købe mad, der er tilovers fra fx cafeer og restauranter. Der har vi købt en pose fra en frokostcafé, som skulle af med maden inden aften, og det har vi så kunnet spise til aftensmad. Et super billigt alternativ til at spise ude.” 

 

Hvis ikke budgettet rækker til de større ture rundt i landet, så har Nanna Hyldgaard Hansen også et godt råd. 

“Hvis I er hjemme i ferien, er det nærliggende at tage på den sædvanlige legeplads eller biblioteket, men man kan jo også lave et kreativt benspænd for sig selv og sige: “Hvad er der af spændende gratis oplevelser i en radius af 30 minutter fra mig? og så undersøge mulighederne ud fra det.”

 

Det skal føles som et eventyr

En god staycation handler, ifølge Nanna Hyldgaard Hansen, om at hele familien synes, det er sjovt. Hendes egne børn er i bogen 8 år og 11 år, og det har været vigtigt, at oplevelserne også blev fortalt gennem deres øjne.

“Børnene skal jo også synes, at det er sjovt, og det føles som et eventyr, når vi sover i en trætop, skyder med bue og spil og kører i sæbekassebiler. Derfor har deres meninger undervejs været utrolig vigtige for bogen,” fortæller Nanna Hyldgaard Hansen, og tilføjer, at oplevelserne også sagtens kan inspirere familier med små børn, par uden børn og bedsteforældre, som vil på tur med børnebørnene. 

 

Hendes egne børn har været vilde med staycation-ferierne og spørger allerede, hvornår de skal afsted igen. Der er dog en oplevelse, som børnene ikke har helt så travlt med at genopleve. 

”Det var stiv kuling fra vest og regnvejr, da vi cyklede rundt om Horsens Fjord, så det krævede lidt ekstra for at holde humøret oppe. Derfor opfandt vi kilometerkiks, som vi spiste, hver gang vi havde kørt fem kilometer. Det var indimellem hårdt undervejs, men bagefter var det en rigtig god følelse at have klaret turen sammen,” siger Nanna Hyldgaard Hansen.

 

Et udpluk af familiens oplevelser i Danmark:

  • Surfe på Vesterhavets bølger
  • Vandre blandt vilde kaniner på øen Endelave
  • Sove i toppen af et træ
  • Grave efter fossiler i Faxe Kalkbrud
  • Ride på islandske heste på Læsø
  • Styre en eldrevet jolle ved Møn
  • Padle i kano på Gudenåen
  • Fare vild i Thy Nationalpark
  • Overnatte i shelter med havudsigt
  • Cykle rundt om Horsens Fjord og sejle med en lille cykelfærge
  • Klatre i træer og suse i svævebaner
  • Gå på skattejagt i bunkere fra 2. Verdenskrig
  • Klappe en uldgris
  • Skyde med bue og pil
  • Tage på opdagelse i Grænselandet
  • Nyde de nordiske sommeraftener på Djursland
  • Sejle ud midt på havet og fiske
  • Lede efter bisoner på Bornholm
  • Køre i sæbekassebil på Ærø
  • Gå rundt øverst på Den Gamle Lillebæltsbro
  • Bytte bolig og havne et ukendt sted
  • Holde bondegårdsferie ved Stevns
  • Få varmen i et vandland om vinteren
  • Finde små dyr i sandbunden ved Vadehavet

Om Nanna Hyldgaard Hansen 

Forfatter, foredragsholder og journalist. Nanna Hyldgaard Hansen har beskæftiget sig med økologi, klima og bæredygtighed gennem det meste af sit arbejdsliv, senest som kommunikationschef i en grøn NGO. Hun har tidligere skrevet bøgerne ”Lev for det halve – og få familieliv, forbrug og arbejde i balance” samt efterfølgeren ”Rig på tid – med en kortere arbejdsuge og klimavenlige vaner”.

 

Her er de fem feriedestinationer, hvor du kommer længst for pengene

Læs også: Her er de fem feriedestinationer, hvor du kommer længst for pengene