Ønsker du billige restaurantbesøg, is og overnatningssteder, så skal du besøge disse fem destinationer. Den svenske bank Forex har lavet en liste over de feriedestinationer, hvor du kommer længst for pengene. Fire ud af de fem lande ligger i Asien, så selvom det måske koster lidt ekstra at købe flybilletter, er det væsentligt billigere at være i landene.
Husk dog at tjekke Udenrigsministeriet rejsevejledning til, hvor man bør opholde sig, inden I booker rejsen.
1. Indien:
På førstepladsen ligger Indien. Et land, der i høj grad er kendt for sin rige madkultur. Det vil uden tvivl være en billigere og mere autentisk oplevelse at købe dine yndlingsretter i Indien, end på din lokale indiske restaurant.
Samtidig er der gode muligheder for at købe vævede tæpper, krydderier og lædervarer med hjem for få penge. Der er mange muligheder for naturoplevelser, hvor der samtidig kan ses vilde dyr. Både slanger, elefanter, løver, aber og pantere lever i Indien.
2. Egypten
Landet, der er bedst kendt for sin rige kulturhistorie, er nummer to på listen. Det er samtidig en stor charterdestination, og der er rig mulighed for at finde billige overnatninger på all inclusive resorts.
Tag en tur til pyramiderne, en shoppetur på markederne i Kairo eller en snorkeltur i det Røde Hav. Der er mange muligheder for at få meget for sine penge.
3. Indonesien
Det sydøstasiatiske land er særligt berømt for øen Bali, der er kendt som en backpackers paradis. Her er der billige villaer, du kan leje på hele øen, og mulighed for at leje en scooter og køre på opdagelser i junglen, rismarker og langs havet. De mange turister har dog drevet priserne væsentligt op i forhold til resten af landet.
Bevæger du dig over på landets større øer, som Sumatra eller Java, vil du automatisk få endnu mere for dine penge. Her er der rig mulighed for at udforske gamle templer og andre kulturoplevelser.
4. Vietnam
Et alsidigt land fyldt med kultur og god mad. Vietnam er særligt kendt for sin nudelsuppen pho, forårsruller og bao. Nyd det til ingen penge på de lokale madmarkeder.
Vietnam er endnu en klassisk backpackerdestination, hvor der er mulighed for at leje en scooter og udforske landet selv. Uanset om du starter i hovedstaden Hanoi i nord eller metropolen Ho Chi Minh-byen i Syd, er der mulighed for kulturoplevelser.
Sydpå kan du besøge museet for Vietnamkrigen eller tage til tropiske øer. Nordpå er der mulighed for at opleve jungleture og at bo ved lokale vietnamesere.
5. Nepal
Nepal er det land i verden, der rummer flest bjerge over 8000 meter. Et af dem er Mount Everest. I Nepal er der mulighed for at se templer, vilde naturoplevelser i deres nationalparker og selvfølgelig prøve kræfter med at bestige et af de høje bjerge.
Det er særligt populært at tage på trekkingture op ad bjergene, for eksempel til Everest base camp.