Investering

Kvinder er bedst til at investere – men pas på hulekvinden, når du investerer

Kvinder er bedst til at investere – men pas på hulekvinden, når du investerer
Jens Balle
Af Jens Balle 15. maj 2024

Mange tror markettiming, dyb indsigt i skatteforhold og kendskab til nøgletal er nødvendige for at investere. Det kan nemt være med til at komplicere investering helt unødvendigt. Noget tyder dog på at kvinder har knækket koden og det fører til bedre afkast end mænd får. For god investering er slet ikke svært! Det er faktisk nemt! 

Af Jens Balle

 

Jeg har arbejdet med investering i mere end 30 år, så er det måske også nemt for mig at påstå, at investering er nemt. Men det er det. Desværre komplicerer vi det ofte selv. For som med så meget andet, er det nemt at overtænke investering. 

Et enkelt kig på diverse sociale fora om investering, bekræfter at danske investorer også er fokuserede på at finde svar på spørgsmål som disse: 

 

  • Er det et godt tidspunkt at købe nu?
  • Er det et godt tidspunkt at sælge? 
  • Er den her investering optimal skattemæssigt? 
  • Skal man skifte mod klimavenlige investeringer? 
  • Har jeg den rigtige profil? 
  • Hvad skal jeg købe? 
  • Kan jeg mon købe billigere i morgen?  

 

Desværre har svarene ikke den store indflydelse på din investering. Husker man at sprede sine investeringer, er det vigtigste faktisk at komme i gang. Desværre kan tvivl og usikkerhed, føre til, at du ikke kommer i gang. 

 

Markettiming bidrager ikke til afkast

Rigtig mange tror at god investering handler om at følge disse gamle investeringsråd:

 

Råd nummer 1:

Køb billigt

 

Råd nummer 2:

Sælg dyrt

 

Derfor bruger de tid på at følge med i markedet, læse analyser og nyheder for at købe billigt eller sælge dyrt. 

Men rådene er i virkeligheden meget svære at følge. For når noget er billigt, tror vi tit det skal længere ned, og når noget er dyrt, tror vi tit det vil fortsætte med at stige. Så vi vil hellere købe, når det er dyrt, og sælge når det er billigt. 

Det er investorpsykologien – eller vores indre hulekvinde eller hulemand – der kommer på tværs for os, når vi investerer. Vi har nemlig en række tendenser, der får os til at tage dårlige beslutninger for vores penge, og en af dem er altså at vi får lyst til at købe og sælge.

Samtidig viser forskning, at det slet ikke kan betale sig at bruge ressourcer på markettiming. Det bidrager nemlig ikke ret meget til afkastet på den lange bane. 

Det viser analyser fra det amerikanske investeringshus, Fidelity, hvor man kiggede på investorers aktivitet og deres afkast. Tallene viste at inaktive investorer – altså de investorer, der købte og beholdt – fik højere afkast end de investorer, der hyppigt købte og solgte. 

Det samme er gældende i Danmark, viste en analyse Nykredit udsendte i 2021. Nykredit analyserede danske investorers aktiviteter over en periode på 10 år og det viste, at investorer med mindre omsætning, fik det bedste afkast. 

De fleste vil hævde, at de er gode til at købe og sælge, men det er formentlig vores selektive hukommelse, der spiller os et puds. For vi har det med at huske de gode oplevelser og fortrænge de dårlige – et andet levn fra dengang vi var hulekvinder og -mænd. Tallene i de to analyser bekræfter at omsætning ikke bidrager til afkastet. For vi kommer let til at sælge vore vindere og holde fast i vore tabere. Eller forlade markedet i frygt for et tilbagefald, men får ikke købt igen. Det kan være meget dyrt at stå udenfor markedet.

 

Kvinder på rette vej

I min tid som investeringsrådgiver, var det typisk mandlige investorer jeg mødte. Heldigvis tyder meget på, at kvinder også er ved at indtage de finansielle markeder. Samtidig viser både internationale og danske studier, at kvinder er gode til at investere. De følger nemlig ofte investeringsstrategien køb og behold, mens mænd i højere grad forsøger at være helte ved at købe og sælge hyppigere. 

Dette viste analyserne fra Fidelity og Nykredit også. Kvindelige investorer omsatte mindre, og belønnes med bedre afkast, end de mandlige investorer. I Nykredits analyse fik de mandlige investorer 14,3 % i gennemsnitligt afkast, mens de kvindelige investorer fik hele 14,8 %.

 

At mænd er mere aktive med at købe og sælge, kan skyldes tre tendenser:

 

Stor tro på egne evner

Evolutionært har de fleste stor tillid til egne evner, hvilket er godt på mange områder. Desværre kan det få os til at tage store risici, omsætte mere og investere for snævert, når det handler om investering. 

Meget forskning viser også, at mænd er værst til at overvurdere deres selvtillid.

 

Vise handlekraft

Investorer opfører sig lidt ligesom en målmand, der ved straffespark kaster sig til den ene eller den anden side. Statistik indikerer, at det er bedre at blive stående, men alligevel kaster de fleste målmænd sig til den ene af siderne. For tænk, hvad tilskuere og fjernsynsseere ville sige, hvis en målmand bare blev stående? 

På den måde kommer de til at fremstå handlekraftige og på samme måde kan man også udvise handlekraft ved at købe og sælge, når man investerer. Også her er mænd værst.

 

Jagten på dopamin 

Forskning indenfor spil har vist, at der er forskelle i, hvordan spil påvirker mænd og kvinder. Hos mænd er der stor aktivitet i hjernens belønningscenter, når de vinder. Det samme ses ikke hos kvinder, og det forklarer måske, hvorfor langt de fleste ludomaner er mænd.

Det at investere kan sammenlignes med et spil, hvor man enten kan vinde eller tabe. Udløsningen af dopamin (der er et signalstof i hjernens belønningscenter) kan få dig til at være aktiv med køb og salg i jagten på den næste belønning. 

5 gode råd til investorer

Kom i gang!

Dine investeringer belønnes af renters-rente-effekten over tid. Derfor er det vigtigt at komme i gang med at investere ALLEREDE I DAG!

Invester løbende

Opret en månedsopsparing og invester løbende – mange bække små gør en stor å! Forskning indikerer også, at det er nemmere at spare op via investeringer, fordi pengene er ”væk” fra en konto. Vil du bruge af dine investeringer, skal du sælge vædipapier og ved at sælge går du glip af gevinster. Derfor vil langt de fleste undlade at bruge af opsparing via investeringer. 

Hvad er en månedsopsparing?

En månedsopsparing er en opsparing, hvor du løbende indsætter et beløb. Beløbet investeres straks i de værdipapirer du har valgt. På den måde sparer du løbende op og samtidig vokser din beholdning af værdipapirer.

Månedsopsparing har været kendt i Sverige siden 1980erne og har været med til at skabe en aktiekultur i Sverige. Samtidig har det hjulpet mange svenskere til at blive velhavende. I Danmark er det mindre udbredt og du kan kun oprette månedsoparing hos Nordnet, Saxobank, June, Darwin, Nora, Nord Investments og Tobi. 

Tænk i portefølje

Det er vigtigt at sprede sine investeringer og ikke lægge alle æggene i en rede. Den nemmeste måde at opnå spredning er ved at bruge investeringsforeninger eller ETF’er. 

Alt for mange investerer for snævert og går derfor glip af afkast. 

Pas på med at være bange for risiko

Risiko belønnes og derfor skal du ikke være alt for bange for aktier. En månedsopsparing kan sagtens placeres i en portefølje af aktier, for på den måde at optimere dit afkast.

Men alt for mange lader sig skræmme af risiko og får derfor for lidt i afkast. 

Forsvarsaktier skyder op – men det er ikke alle, der vil købe dem 

Læs også: Forsvarsaktier skyder op – men det er ikke alle, der vil købe dem 

Følg ikke markederne

Lad være med at tjekke dine investeringer i tide og utide. Det gør ikke afkastet bedre og kan i stedet give dig lyst til at købe eller sælge.

Omsætning bidrager ikke til dit afkast – du skal i stedet købe og slappe af!

 

_______________________________

Om Jens Balle

I mere end 25 år har Jens Balle rådgivet om de finansielle markeder og den psykologi, der styrer os som investorer. Jens har både en MBA og en HD i Finansiering, men det er, hvordan vi agerer som mennesker, der fylder hans hverdag. 

Under dot.com-boblen i 2000 fik han øjnene op for adfærdsøkonomi og investorpsykologien, der får os til at tage de forkerte beslutninger, når vi investerer. For det er ikke rationelle beslutninger, der driver os, men snarere frygt, flok og ego.

Pas på modeluner i investering

Læs også: Pas på modeluner i investering