Pengepsykologi

Kender du dine moneytriggers?

Moneytriggers kan påvirke din økonomi i en negativ retning. Bliv klogere på moneytriggers her og hvad du kan gøre for at ændre dem.

Kender du dine moneytriggers?
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 21. oktober 2024

Vi bruger alle sammen vores penge forskelligt. Nogle kan godt lide at prioritere en god flaske rødvin, andre sparer sammen til charterferien sydpå. Kort sagt så har vi alle sammen forskellige økonomiske prioriteringer, og der er slet ikke noget i vejen med at bruge dine penge på noget, der gør dig glad.

Men der er en stor forskel på at bruge penge på noget, som helt oprigtigt giver dig værdi og glæde, til at bruge penge fordi du handler på nogle følelser inde i kroppen, som hverken er hensigtsmæssige for dig eller dine penge. 

Når du bruger dine penge uhensigtsmæssigt, så kaldes det også money-triggers. Du skal derfor finde ud af, hvad der er dine money-triggers – altså hvad der trigger dig til at bruge dine penge uhensigtsmæssigt. 

Selvudvikling tager tid 

Jeg har en god og dårlig nyhed. Du kan gøre noget ved dine money-triggers. Den dårlige nyhed er, at du ikke kommer til at kunne ændre dig selv på magisk vis fra dag til dag. Det tager tid at analysere sin adfærd og handlemønstre. 

Start med at gennemgå dine kvittering og udskrift fra netbank. Hvornår brugte du sidst penge, som ikke var planlagt? Var du glad? Ked af det? Kedede du dig? Eller måske skal du kigge på din hverdag. Går du forbi et bestemt kaffested hver dag? Glemmer du at handle ind hver onsdag. Det kræver ofte lidt detektivarbejde at finde frem til sin money-trigger. 

Skal du rejse med dine venner? Sådan undgår I pengekonflikter på ferien

Læs også: Skal du rejse med dine venner? Sådan undgår I pengekonflikter på ferien

De forskellige money-triggere

Listen her er ikke nødvendigvis de eneste triggers der findes, men måske du alligevel kan finde dig selv på listen?

  1. Afhængighed. Her taler vi om at være decideret afhængig af at shoppe.
  2. Trøst. Du køber ting, når du er ked af det. Hvad enten det er mad, tøj eller noget helt tredje.
  3. Kedsomhed. Hvad skal du ellers lave lørdag formiddag end at gå i butikker?
  4. Belønning. Jeg har klaret mig skidegodt på arbejdet/eksamen/eller bare gennem onsdag formiddag. Jeg fortjener helt klart en ny taske/sushi/kaffe fra det gode sted, fordi jeg kan overskue at komme gennem dagene nu her.
  5. Dårlige vaner. Du køber morgenmad og kaffe på vej til arbejde, fordi du ikke får lavet morgenmad. Du nyder egentlig ikke junkfood om aftenen, men du formår aldrig at få handlet ind.
  6. FOMO. Fear of missing out. Du er bange for at gå glip af noget ved ikke at have det nyeste tøj eller gå på dyre cafeer. Og frokostsalaten er en palæo-salat til 55 kroner, så du kan lægge den på Instagram.
  7. Et godt tilbud. Du får en nyhedsmail, hvor der er 25 procent rabat. Men kun i dag. Derfor bliver du jo nødt til at købe det nu, før tilbuddet forsvinder igen. Du handler typisk på impulser. 
  8. Lav selvtillid. Du føler dig ikke god nok. Derfor køber du en ny kjole, fordi den vil give dig glæde og få dig til at føle dig super lækker. 

Kan du genkende dig selv i nogle af punkterne? Det kan være, at du er en blanding af dem alle sammen, men fælles er, at de alle sammen handler om nogle følelser i vores kroppe. Det kan være, at de trigger en angst, usikkerhed, tristhed eller noget helt andet.

Start her

  • Skriv alle dine køb ned en gang om ugen. Her er det vigtigt, at du skriver dem ned og ikke bare kigger hurtigt i netbank. 
  • Reflekter over købene. 
  • Hvorfor købte du det? 
  • Hvordan havde du det den dag, du købte det?
  • Hvad kan du gøre anderledes for ikke at havne i samme situation? 

Sådan kommer du videre 

Når du først har identificeret dine money-triggere, så begynder det hårde arbejde. Jeg vil ikke anbefale, at man går i gang med dem alle sammen på en gang, for det kan blive overvældende, risikoen for at falde i er derfor større.

En ting af gangen. Beslut derfor, hvilken trigger du vil starte med. Prøv at ændre én lille vane. Det kan være, at du i en uge ikke skal købe kaffe på vej på arbejde. Eller at næste gang du er ked af det, så skal du gøre noget andet end at tage på shoppingtur. Jeg holder selv meget af at gå ture eller sidde og nyde en kop kaffe i solen, mens jeg reflekterer over mine udfordringer. 

Og lad være med at tænke længere frem. En dag ad gangen. Det er selvfølgelig forskelligt, hvor svært det er at få bugt med sine money-triggere. Nogle er nemmere end andre, men første skridt er i hvert fald at blive bevidst om dem.

5 tips til gode pengesnakke med veninderne

Læs også: 5 tips til gode pengesnakke med veninderne

Pengepsykologi

Se flere artikler