Investering

Kan shitstorms påvirke virksomheder på aktiemarkedet?

Kan shitstorms påvirke virksomheder på aktiemarkedet?
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 26. juni 2024

Af Mille Skjold Madsen

“Boykot McGenocide”

“Don’t support genocide!”

Sådan lyder millioner af opfordringer på sociale medier, hvor adskillige brugere på sociale medier opfordrer andre til at boykotte virksomheder som McDonald’s og Starbucks for at tage side i krigen i Gaza.

Boykotterne begyndte i oktober 2023, efter at McDonald’s-franchisetageren i Israel annoncerede, at de ville sørge for gratis måltider til israelske tropper. Lande som Kuwait, Malaysia og Pakistan udsendte erklæringer, hvor de tog afstand fra firmaet på grund af, hvad de så som støtte til Israel.

McDonald’s er en franchisevirksomhed, og derfor har de ikke fuld kontrol over, hvordan de forskellige restauranter rundt omkring i verden agerer, men hovedkoncernen McDonald’s forsøgte efterfølgende at begrænse shitstormen ved at tage kontrol over franchisen-afdelingen i Israel.

Men hvordan påvirker shitstorms virksomheder?

McDonald’s har selv været ude og sige, at salget i 1. kvartal af 2024 har været påvirket som følge af mindre salg af burgere og pommes frites i Mellemøsten.

Mellemøsten tegner sig typisk for omkring 2% af McDonald’s globale salg, men virksomheden så ikke en forandring i det amerikanske salg. Det gjorde til gengæld Starbucks, som også er en af de virksomheder, som brugere på sociale medier har opfordret til at boykotte, fordi de angiveligt skulle være pro-Israel.

Starbucks CEO Laxman Narasimhan har også tidligere udtalt, at virksomhedens salg i Mellemøsten kæmpede, men boykot skader også dets amerikanske cafeer. Ifølge data er der lavet næsten 44 millioner posts med hashtagget #boycottstarbucks på TikTok og 61.000 posts på Instagram.

Værdier som investor 

Både Starbucks og McDonald’s-aktien er faldet med næsten 15 % siden årets begyndelse, men hvordan skal man forholde sig som investor, når virksomheder oplever shitstorms?

“Det er ofte mere holdningsbaseret end det egentlig er dokumenterbart, og det kan være “sværere” for de almene investorer at påvirke aktiekurserne i store selskaber, så medmindre der er noget fundamentalt, der ændrer sig i aktiehistorien og troen på selskabets fremtidige indtjening, så vil det ikke nødvendigvis have den større betydning på langsigtede bane,” fortæller Thomas Enevoldsen Brünings, Head of Business Management hos Nordnet.

Han tilføjer, at man altid bør have en diversificeret portefølje med fokus på risikospredning og tidshorisont, så man er mere immun, hvis der kommer udsving som fx, at en virksomhed kommer ind i en shitstorm, selskabsspecifikke hændelser eller andet som driver forandringer.

“Og når det så er sagt, så må man også gerne som investor forholde sig løbende til om ens investeringer også lever op til ens værdier,” siger Thomas Enevoldsen Brünings, Head of Business Management hos Nordnet.

Pas på modeluner i investering

Læs også: Pas på modeluner i investering