Personlig økonomi

Har du elbil? Så skal du ikke lade op på dette tidspunkt

Fra 1. oktober og frem til 1. april indfører de fleste netselskaber vintertariffer, og det kan gøre din elregning dyrere. Du skal især være opmærksom, hvis du lader din elbil op derhjemme.

Har du elbil? Så skal du ikke lade op på dette tidspunkt
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen I dag kl. 07:15

Sidste år rullede 173.400 nye personbiler på gaden, og ud af dem var 36 procent elbiler. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som opgør, at der ved årsskiftet var 200.100 elbiler på gaden mod 112.700 elbiler året før. 

Derfor er der også grund til at spidse ører, hvis man lader bilen derhjemme. For med de nye vintertarrifer, som de fleste netselskaber har indført d. 1 oktober, så kommer elregningen til at stige, hvis man ikke er opmærksom på sine elvaner. 

Hvad er eltariffer? 

Netselskabet er ansvarlig for at strømmen havner i stikkontakten, og tarifferne er med til at betale den regning. Nettariffen bliver lagt ovenpå på den rene elpris sammen med elafgiften og momsen. Nettariffer kom for alvor på alles læber i 2022, hvor rekordhøje elpriser fik netselskaberne til at skrue gevaldigt op tarifferne.

“For to år siden steg elpriserne helt ekstremt, og det fik rigtig mange til at blive opmærksomme på deres elvaner. Nu er priserne faldet igen og så er der mange, som har glemt de gode vaner, men det kan ende med at koste på regningen,” siger forbrugerøkonom fra Sydbank, Ann Lehmann Erichsen. 

I 2022 faldt danskernes elforbrug med næsten 11 procent, og det var første gang, at det skete i 30 år.

“Vi vil jo rigtig gerne have fokus på bæredygtighed, men vi kan se i undersøgelser, at penge vejer højere end bæredygtighed, så vi bliver altså mere motiveret til at gøre en indsats, når vi kan spare penge,” siger Ann Lehmann Erichsen. 

Nu har elpriserne så fundet sig et mere fornuftigt leje og derfor har mange ikke samme fokus på at spare på elforbruget. 

“Gode energivaner er en muskel, der skal trænes, og nu hvor vi brugte hele 2022 på at træne den, så vil det være ærgerligt, hvis vi ikke fortsætter med det,” siger Ann Lehmann Erichsen.

Så meget stiger regningen

Derfor kan vintertarifferne være en god anledning til at komme tilbage i de gode vaner. Det gælder særligt, hvis man bruger strøm i tidsperioden kl 17-21, hvor tariffen er højest. 

Overgangen til vintertariffer vil ifølge Sydbanks beregninger betyde en ekstraregning til en gennemsnitsfamilie på ca. 100 kroner om måneden. Beregningen forudsætter, at familiens forbrug ligger på 4.000 kWh om året.

Elregningen kan dog blive markant større. Det gælder især, hvis man har mange apparater i gang i den dyreste tidsperiode eller hvis man har elbil. Her er det vigtigt at tænke over, hvornår bilen lades op. 

I perioden fra 17-21 kan de fleste elbiler lade cirka 40 kWh. Det betyder med vintertariffen, at alene nettariffen vil være på ca. 50 kr. pr. opladning. 

Lader man sin elbil en gang om ugen mellem kl 17-21, vil det koste ca. 200 kr. om måneden, alene i tariffer. Lader man i stedet efter midnat, vil tariffen udgøre seks kroner pr. ladning, svarende til ca. 24 kr. om måneden. 

“Mange har jo nok købt en elbil med fokus på at træffe mere bæredygtige beslutninger, og for mange har det også betydet en større udgift, fordi elbiler ofte er dyrere end benzinbiler, så det kan give god mening for ens biløkonomi at tænke over, hvornår man lader for at spare penge,” siger Ann Lehmann Erichsen. 

Ny toldsats kan gøre kinesiske el-biler dyrere i fremtiden. Så meget kan prisen stige

Læs også: Ny toldsats kan gøre kinesiske el-biler dyrere i fremtiden. Så meget kan prisen stige

Personlig økonomi

Se flere artikler