Indsigt

Black Friday: Kvinder køber julegaver, mænd køber til sig selv

Black Friday: Kvinder køber julegaver, mænd køber til sig selv
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 24. november 2023

Det er ikke kun resten af året, at kvinder i større stil tager det ulønnede omsorgsarbejde. Det gælder også, når julegaverne skal købes på Black Friday. 

Af Mille Skjold Madsen

 

Ifølge en undersøgelse fra DI Handel, så vil 57 % af kvinderne købe noget til andre på Black Friday, mens det samme kun gælder for 39 % af mændene. 

Men selvom andelen af kvinder, som køber til andre, er faldet fra 65 % i 2022 til 57 % i 2023, så betyder det ikke nødvendigvis, at mændene har taget et større ansvar for julegavekøbene. Deres køb til andre på Black Friday er nemlig faldet fra 42 % i 2022 til 39 % i 2023. 

Generelt er kvinder tidligere ude med julegavekøb. Det viser en undersøgelse fra Deloitte i 2015, hvor 84 % af danske kvinder svarer, at de køber gaver før d. 16. december, hvor det samme gælder for 68 % af mændene. 

Derfor kan man måske også få den tanke, at det primært er kvinder, som står for julegavekøbene til familien og planlægger at gøre det på årets store tilbudsdag, hvor der er penge at spare.

Det går måske også meget godt i tråd med, at kvinder ofte også tager mere af det ulønnede omsorgs- og husholdningsarbejde i hjemmet, hvor det ikke kun handler om at støvsuge og lave mad, men også planlægge juleaften, købe julegaver osv. I gennemsnit laver kvinder 9 fuldtidsugers ulønnet arbejde mere i hjemmet end mænd set over et helt år. 

 

Mænd køber til sig selv 


Når det gælder selvforkælelse, så planlægger 61 % af mændene at købe noget til sig selv på Black Friday, mens kun 43 % af kvinderne regner med at købe noget til sig selv. 

Men selvom kvinderne i højere grad bruger Black Friday til at købe gaver til andre, så er det alligevel mændene som regner med at bruge mest på dagen. I undersøgelsen svarer mændene, at de i gennemsnit forventer at bruge 2.663 kr., mens kvinder forventer at bruge 2.065 kr. 

 

Er du nysgerrig på, hvad det koster sig at svinge støvsugeren – eller købe julegaver på Black Friday så KLIK HER 

Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation

Læs også: Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation