Indsigt

Ny told på kinesiske elbiler kan ramme danske svinebønder

“En potentielt højere told i Kina vil alt andet lige gøre dansk svinekød relativt dyrere i forhold til svinekød fra for eksempel USA og Brasilien, som ligger ved siden af det danske i de kinesiske kølediske,” udtaler Rune Thyge Johansen, chefanalytiker i Danske Bank.

Ny told på kinesiske elbiler kan ramme danske svinebønder
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen I dag kl. 14:05

Kinesisk producerede elbiler kan snart blive væsentligt dyrere i EU. Det står klart efter en afstemning blandt EU’s medlemslande, hvor der ikke blev opnået et flertal imod EU-Kommissionens forslag om at hæve toldsatsen på batteridrevne elbiler fra Kina med mellem 7,8 % og 35,3 %. 

Forhøjelsen af toldsatsen kommer som følge af en undersøgelse, som EU-Kommissionen igangsatte sidste år. Undersøgelsen konkluderede, at kinesisk statsstøtte til elbilproducenter har forvredet konkurrencen og skadet den europæiske bilindustri.

Ifølge beregninger fra Danske Bank kan prisen på en kinesisk elbil, der i dag koster 250.000 kr., stige med op til 20.000 kr., afhængigt af bilmærket. Chefanalytiker i Danske Bank, Rune Thyge Johansen, advarer om, at Kina formentlig vil reagere med handelsbarrierer, der kan ramme mindre europæiske brancher hårdt.

“Et område, hvor Kina potentielt vil ramme EU med højere toldsatser, er på svinekød og cognac. På disse områder har Kina selv lavet antisubsidieundersøgelser, som konkluderer, at europæiske lande har givet ulovlig statsstøtte, der har skadet kinesisk produktion. Selvom Danmark ikke er målet for undersøgelserne, kan eventuelle toldsatser på svinekød ramme danske svinebønder, da Danmark har EU’s tredjestørste eksport af svinekød til Kina,” skriver han i en kommentar til Økonomista.

Ifølge Landbrug og Fødevarer udgjorde eksporten til Kina sidste år 12 procent af de danske svinebønders samlede eksport, svarende til 3,8 milliarder kroner. Risikoen for højere toldsatser på kinesisk import af svinekød fra EU er nu steget markant efter afstemningen i EU.

“En potentielt højere told i Kina vil alt andet lige gøre dansk svinekød relativt dyrere i forhold til svinekød fra for eksempel USA og Brasilien, som ligger ved siden af det danske i de kinesiske kølediske,” udtaler Rune Thyge Johansen.

Ender ikke med handelskrig 

Trods risikoen for toldsatser på svinekød frygter Rune Thyge Johansen dog ikke en fuld handelskrig eller en negativ påvirkning af den samlede økonomiske vækst i Europa.

“Årsagerne til, at Kina formentlig kun kommer med et moderat modsvar målrettet enkelte brancher og ikke starter en decideret handelskrig, er, at Kina vil være påpasselige med ikke at skræmme udenlandske virksomheder væk fra at investere i Kina,” vurderer han.

De kommende år forventes spændingerne mellem EU og Kina at stige, da Kina har opnået en førerposition inden for flere strategiske områder, herunder elbiler, batterier og solceller, som også er vigtige for EU.

“Kina kæmper allerede med USA på handelsfronten og har derfor brug for et rimeligt godt forhold til EU for ikke at skulle kæmpe på for mange fronter på en gang. USA har sat toldsatsen på kinesisk producerede elbiler op til 100%, og derfor er markedet i USA de facto lukket for kinesiske producenter,” slutter Rune Thyge Johansen.

Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation

Læs også: Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation