Investering

Mød en investor: Mai er selvstændig musiker og har investeret siden 2020

Mød en investor: Mai er selvstændig musiker og har investeret siden 2020
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 2. oktober 2023

Hvordan kom du i gang med at investere? 

Jeg har længe fulgt med i Facebook-gruppen “Moneypenny – Kvinder der investerer” og læst rigtig mange artikler om investering, fordi jeg gerne ville vide så meget som muligt, inden jeg gik i gang. I november 2019 oprettede jeg et depot hos Nordnet, hvor jeg satte 600 kr ind, men der gik seks måneder, før jeg fik taget tilløb til at investere dem. 

 

Hvad investerer du i? 

Jeg investerer hver måned 500 kroner i indeksfonde via Nordnets månedsopsparing, hvor man ikke betaler købskurtage. Det er en fordel, hvis man ligesom mig ikke har de store summer at lege med, fordi der ikke er gebyr ved at handle. Jeg har endnu ikke købt enkeltaktier, men det er noget, jeg drømmer om i fremtiden.

 

Hvorfor investerer du? 

Jeg er selvstændig musiker, så der følger ikke automatisk en stor pension med min indkomst, og jeg skal selv sørge for at fremtidssikre mig. Min indkomst kan være svingende, og derfor giver det en ro, at jeg i det mindste kan sætte lidt til side hver måned, som kan få lov til at vokse sig større. Derfor er min strategi også meget langsigtet. 

 

Hvad giver det dig at investere?

Det giver mig en større ansvarsfølelse. Min mand og jeg har i mange år været frie fugle, men nu hvor vi har købt hus, kan jeg mærke, at jeg også gerne vil tage et større ansvar for min økonomi og planlægge fremad. Vi er begyndt at tænke mere over pengene, fx ved at lave madplaner, og jeg er også begyndt at have flere drømme for fremtiden. Jeg bruger også færre penge på forbrug, fordi pengene står investeret på en konto, og så er det ikke så nemt “bare at bruge dem” som det ville være, hvis de stod på min almindelige konto. 

 

Pas på modeluner i investering

Læs også: Pas på modeluner i investering