Af Mille Skjold Madsen
I begyndelsen af 2024 skal der forhandles en ny overenskomst på plads for arbejdsmarkedsparterne, og et tema som går igen, er lønnen for de offentligt ansatte, bl.a. sygeplejersker, sosu’er og pædagoger. Samtidig er der mangel på ansatte indenfor social- og sundhedsområdet, men hvordan skal de rekrutteres? Højere løn har været en af svarene, men er der råd til at give sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger mere i løn?
Det har vi sat Jonas Gielfeldt i stævne for at finde ud af. Han er sociolog med speciale i økonomisk ulighed.
“Jeg er enig med fagforeningerne i, at vi skal hæve lønnen for de her fag. Vi mangler arbejdskraften, og grunden til, at vi ikke har set en større lønudvikling skyldes bl.a., at vi holder fast i et gammelt princip fra 60’erne, hvor fag med mange kvinder ansat fik lavere løn end mandsdominerede fag. Det skal vi væk fra,” siger Jonas Gielfeldt.
Han refererer til Tjenestemandsreformen fra 1969, hvor man placerede de offentlige ansatte i 40 forskellige lønrammer. Det skabte et lønhierarki, hvor fag med mange kvinder blev placeret på et lavere løntrin end mandsdominerede fag med samme uddannelsesniveau. Forklaringen skulle findes i, at kvinder ikke var primære forsørgere i samme grad som mænd, og derfor ikke havde behov for at tjene det samme.
Den pris betaler vi stadig 50 år efter.
En undersøgelse fra Oxam Danmark viser, at lønforskellen mellem kvindefag og mandefag i dag er 45. kr. i timen for hele arbejdsmarkedet. Ganger man det op til et gennemsnitligt arbejdsliv på 30 år, taber en person ansat i et kvindefag ca. 2,6 millioner før skat og 1,7 millioner efter skat sammenlignet med en person ansat i et mandefag.
2.500 kr. mere i lønningsposen
Samtidig kalder regeringen på flere ansatte indenfor social-og sundhedsområdet, og løsningen synes at være arbejdsudsreformer. Et arbejdsudbud handler ikke om, at der skal være flere jobs til rådighed, men udbud af arbejdskraft. Det vil sige, at man også kan hæve udbuddet ved at arbejde mere, afskaffe helligdage eller rykke pensionsalderen.
“Arbejdsudbudsreformer øger udbud af varen, som i det her tilfælde er arbejdskraft, hvilket er med til at dæmpe lønudviklingen. Det er nok også derfor arbejdsgiverne er så glade for dem, men de offentlige lønninger skal stige, så vi kan rekruttere folk til velfærdsfagene,” mener Jonas Gielfeldt.
Men et lønhop i den offentlige sektor kan dog stride mod Reguleringsordningen, der blev indført i 1980’erne. Den siger, at det offentlige hverken må være lønførende eller -efterslæbende, men at der skal være en vis parallel mellem lønudviklingen i den offentlige og private sektor. Hvis man derfor giver de offentligt ansatte en markant lønstigning, vil det lægge et pres på de private overenskomster.
Mette Frederiksen har netop lanceret et udspil for at imødekomme snakken om lønforhøjelser. Nu vil social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, pædagoger og ansatte i kriminalforsorgen kunne få 2.500 kr. mere i løn, hvis de vel og mærke vil arbejde mere og være mere fleksible i arbejdstiderne.
“Det er en begyndelse, men det kommer jo også med nogle krav, som jeg ikke er sikker på er attraktivt for den pågældende gruppe, og spørgsmålet er om lønstigningen står mål med de gener, som man kræver til gengæld ift. fleksibilitet og arbejdstid,” siger Jonas Gielfeldt.
Pengene kan findes i statsbudgettet
En anden løsning kan være at privatisere større dele af den offentlige sektor. På den måde kommer man ikke i konflikt med princippet om ikke at være lønførende og i stedet lade det være op til den private sektor. Det kan have sin fordel at privatisere sektoren for lønmodtagerne, for så er lønnen i højere grad underlagt de gældende markedsmekanismer for udbud og efterspørgsel, frem for at være politisk bestemt som nu, men Jonas Gielfeldt er betænkelig ved den løsning.
“Selvom man privatiserer, så er det jo i sidste ende stadig staten, der skal betale for ydelsen, og vi har ikke set regnestykket for, hvad det vil koste at privatisere, så vi er nødt til at sikre os, at det ikke bliver dyrere og dårligere end, hvad vi allerede har.”
Derfor er han selv fortaler for, at lønforhøjelser bliver skabt i den offentlige sektor, og det anslås af professor i økonomi Bo Sandemann, at det vil koste 15-20 milliarder kroner på statsbudgetterne.
“Dem kan vi sagtens finde uden at gå til makronerne i statsbudgetterne. Den faktiske saldo viser år for år langt større overskud, end der indregnes i det økonomiske råderum af finansministeriet. Pengene er der. Læg dertil, at vi øger skattekontrollen, men at man kun indregner en brøkdel af det i råderummet, og at der er et stort potentiale for at blive bedre til at inddrive danskernes gæld til det offentlige. Vi kan således finde 14-15 milliarder kroner uden at vi skal hæve skatterne i Danmark voldsomt,” siger Jonas Gielfeldt, som i alt har regnet sig frem til, at man kan finde 100 milliarder kroner, hvis man gør ovennævnte samt hæver skatten på især formue, aktiegevinster og bolig samt ved at spare på erhvervsstøtte og ledelse og administration i det offentlige.
Vi bruger færre penge på velfærd
Men hvis der mangler flere ansatte, og pengene kan findes i statsbudgetterne, hvorfor har regeringen så ikke gjort det?
Det er der flere grunde til, hvis man spørger Jonas Gielfeldt.
Han peger især på, at siden finanskrisen i 2008 er det offentlige forbrug kun gået en vej: Nedad. Hvor vi tidligere havde en årlig vækst på 1,5-2 % på det offentlige forbrug, så har vi i det seneste årti været omkring 0,6 %. Samtidig er andelen af beskæftigede i kommunerne kun steget med 4.600 personer over de sidste 15 år.
“Efter finanskrisen i 2008 er min opfattelse, at man haft et ønske om at stramme det offentlige forbrug, men det bliver jo problematisk, når man bruger færre penge på et område, som kun bliver større og hvor kravene og udgifterne vokser, og når vi også samtidig ikke ansætter flere hænder, så skal folk løbe hurtigere. Vi hører jo historier om medarbejdere, der ikke har tid til toiletpauser eller frokost på deres vagt. Derfor oplever vi en forringelse af systemet,” siger Jonas Gielfeldt.
Derudover har vi i Danmark haft stor fokus på vores konkurrenceevne de sidste mange år. Et lands konkurrenceevne beskriver virksomhedernes evne til at få afsat deres varer og tjenester i konkurrence med andre landes virksomheder på verdensmarkedet. EU peger på, at hvis overskuddet på betalingsbalancen, der tit bruges som indikator for et lands konkurrenceevne, overstiger 6% af BNP, så vidner det om ubalance i et lands økonomi, fordi det tit følges af lave investeringer i landet. Sidste år lå Danmarks overskud på betalingsbalancen på 13 %
“Vi har i mange år været meget fokuseret på vores konkurrenceevne, og det har vi blandt andet gjort ved at dæmpe lønudviklingen, men når tallet er så højt, så kan vi sagtens tåle at gøre danske produkter dyrere på verdensmarkedet. Den mest retfærdige måde at gøre dette på, er ved at hæve lønnen,” siger Jonas Gielfeldt.
Han tror dog ikke på, at forhandlingerne i 2024 ender med den store lønforhøjelse til de fag, hvor der historisk er flest kvinder ansat.
“Vi kan finde pengene i statsbudgetterne, og vi kan også sagtens tåle at hæve lønnen ift. vores konkurrenceevne – og vi bør også gøre det, fordi der er intet som taler for, at de her fag skal lønnes lavere end andre fag indenfor den offentlige sektor. Men jeg tror regeringen er tilbageholdende, fordi det bl.a. lægger pres på den private sektor, men man kan jo spørge om det er så slemt?”