Indsigt

Community for mødre har fået investering af to stærke erhvervskvinder

Community for mødre har fået investering af to stærke erhvervskvinder
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 3. november 2023

En analyse fra Dansk Erhverv viser, at der kommer flere kvindelige iværksættere, men desværre også at færre vælger at investere i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet for onlinefællesskabet MaMaMesh, der i starten af 2023 formåede at lande en investering. En investering der bliver brugt på udviklingen af en app til fællesskabets medlemmer.

De gode ideer starter ofte i det små, og det var også tilfældet med MaMaMesh. Ideen til netværket MaMaMesh så dagens lys tilbage i 2018, hvor det tidligere hed Momunity og blev dannet med det formål at mødre i Egedal havde et sted, hvor de kunne række ud til andre i lokalområdet og skabe lokal forankring. Med den gode idé kommer også efterspørgslen, og i dag har virksomheden skiftet navn til MaMaMesh og kan findes i de fleste danske kommuner, hvor de engagerer mere end 100 frivillige mødre i netværket og har over 1.500 medlemmer.

At gå fra en lille idé til et landsdækkende fællesskab og have et ønske om at kunne give medlemmerne endnu mere værdi i fællesskabet kræver en del. Derfor satte stifterne af MaMaMesh, Sara og Annemette, sig ned og overvejede hvilke muligheder de havde for at styrke og udvikle deres onlinefællesskab.

”Vi havde et ønske om at kunne udvikle en app til vores medlemmer for at gøre oplevelsen af MaMaMesh stærkere, men det krævede at vi kunne finde midlerne til at finansiere det. Derfor besluttede vi, at undersøge om det var muligt at finde nogle investorer, der havde lyst til at komme med ombord,” siger stifter Sara.

Muligheden for at finde investorer til projektet fandt de gennem Nordic Female Founders Investor Club. Her har virksomheden stiftet af Mia Wagner og Anne Stampe Olesen skabt et netværk for kvinder og mænd, der er interesserede i at investere i startups. Investor Club gav Sara og Annemette mulighed for at pitche deres idé foran ca. 20 mulige kvindelige investorer og håbe, at ideen var stærk nok til at overbevise en eller flere investorer om at komme med ombord.

”Der sidder mange stærke, kvindelige erhvervskvinder rundt om i landet, som gerne vil have mulighed for at investere deres penge i stærke ideer og start ups, men som måske ikke helt ved, hvordan de kan komme ind som investor i en virksomhed. Derfor er vi stolte af, at vi med vores Investor Club giver mulighed for at iværksættere og investorer kan mødes og finde hinanden – og sammen være med til at udvikle iværksætteriet i Danmark,” udtaler Co-Founder og Investor Anne Stampe Olesen.

Med initiativerne i Nordic Female Founders håber Anne Stampe på, at de kan være med til at flytte på antallet af kvindelige iværksættere. Der er behov for, at antallet af kvindelige rollemodeller i dansk iværksætteri øges og at der også kommer mere synlighed på antallet af kvindelige Business Angels herhjemme, hvilket også synliggøres af tallene fra analysen fra Dansk Erhverv. Kvinderne bag MaMaMesh samt deres investorer håber, at de ved at fortælle deres historie kan være med til at synliggøre, at man sagtens kan være iværksætter, selvom man er mor – og at det er helt okay at have ambitioner for sig selv og sin virksomhed.

For MaMaMesh to investorer, Sofie Birkerod Madsen og Ulla Schejbel Nielsen, har investeringen i MaMaMesh både været med hjertet og hjernen.

”Allerede på dagen, hvor vi hørte pitchet fra Sara og Annemette kunne jeg se et stort potentiale i virksomheden både socialt og økonomisk. Efter krævende forhandlinger landede vi en aftale, vi alle er utrolig glade for,” siger Sofie Birkerod Madsen og tilføjer:

”Jeg bliver en stolt investor, når jeg hører om den livsforandrende forskel MaMaMesh gør for deres medlemmer.”

Det er tydeligt, at MaMaMesh med deres onlinefællesskab har ramt et marked, hvor der har været en stor efterspørgsel – men også et marked, som flere har haft svært ved at tale om tidligere. Et af medlemmerne, der har set et stort potentiale i MaMaMesh og det fællesskab, som de tilbyder, er Maria Bredvig. Maria har gennem MaMaMesh fået skabt nye venskaber – ikke bare for hende selv, men også for sine børn.

”Det kan godt være et tabu at mangle venskaber i voksenlivet, hvilket gør det svært at finde nye veninder med samme livssituation og interesser tæt på. Jeg har været så heldig at få to veninder gennem MaMaMesh, som jeg jævnligt ses med. Vores børn hygger sig også sammen.”

 

Ny told på kinesiske elbiler kan ramme danske svinebønder

Læs også: Ny told på kinesiske elbiler kan ramme danske svinebønder