Indsigt

Løngabet er faldet en smule, men der er stadig mange barrierer for at opnå økonomisk ligestilling

Løngabet er faldet en smule, men der er stadig mange barrierer for at opnå økonomisk ligestilling
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 1. december 2023

Af Mille Skjold Madsen

Kvinder haler ind på mænd, men det går stadig alt for langsomt. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forskellen mellem mænd og kvinders løn i gennemsnit er 12,2 % i 2022 mod 12,3 % i 2021. 

Men selvom udviklingen går i den rigtige retning, så er der stadig lang vej til en økonomisk lighed mellem kønnene. Løngabet har ikke kun betydning for den løn, som kvinder får udbetalt i dag, det har også stor betydning for deres pension, som stadig er mindre end mænds. 

Den store kønsforskel på løn og pensionsformue kan få betydelige konsekvenser for kvinders levestandard i pensionisttilværelsen, især fordi kvinder generelt går tidligere på pension og lever længere end mænd. Tallene viser også, at forskellen i pensionsformuer netop er størst blandt danskere over 70 år.

Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension, siger dog i en kommentar til de nye tal, at hun forventer, det vil udligne sig med tiden.

“For vi må alt andet lige forvente, at kvinders forspring, når det gælder uddannelse, over tid vil styrke deres indkomst og pensionsopsparing. Det samme gælder med de barselsregler, som trådte i kraft sidste år, og som indebærer, at mænd skal tage en større del af barslen,” siger Anne-Louise Lindkvist til Euroinvestor

 

Tid er ikke nok

Rikke Kristine Østergaard tror ikke på den teori. Hun har beskæftiget sig med ligestilling i mange år, og er medforfatter til bogen “Den utålmodige feminist” samt medvært på podcasten “Karrierekvinder”. 

“Undersøgelser viser at der er en lønforskel på ca. 7% mellem kvinder og mænd i samme job og i samme virksomhed, også efter at man har taget højde for faktorer som barsel. Det eneste man kan forklare denne forskel med, er bevidst eller ubevidst løndiskrimination. Vi må altså anerkende, at der er nogle dybere strukturelle udfordringer, når det kommer til, hvordan vi værdisætter kvinder og mænd, som desværre skader kvinders økonomiske muligheder markant,” siger Rikke Kristine Østergaard. 

Hun mener derfor ikke, at ligestillingen udelukkende vil ændre sig med tiden, men at der skal langt mere konkrete greb til for at løse den økonomiske ulighed. 

“Det vil hjælpe at indføre skærpede krav til lønåbenhed for alle virksomheder, så løndata bliver tilgængelig og transparent i langt højere grad end vi kræver i dag. I forhold til øremærket barsel, er der positive takter. Det kræver dog fortsat, at mændene gør brug af deres ret til barsel, for at dette for alvor vil have en markant betydning for lønforskellen, og her er vi ikke i mål med at nedbryde fordomme og barrierer,” siger Rikke Kristine Østergaard. 

 

Øremærket barsel er ikke løsningen 

Birgitte Baadegaard, debattør med fokus på kvinders ligestilling i verden og forfatter til bøgerne “Lige er ikke det samme som ens” og “ManiFEST for kvinder”, mener heller ikke, at kvinder kommer til at stå stærkere i fremtiden på grund af en højere uddannelsesgrad. 

“Der har allerede været en bevægelse i gang, og vi kan se, at selvom 56 % af dem, som starter på en videregående uddannelse er kvinder, så smadrer de ikke glasloftet eller får en plads i toppen, og det er fordi, at løngabet også handler om et strukturelt uligeværd mellem kønnene,” siger Birgitte Baadegaard.

Hun tror heller ikke på, at de nye barselsregler, som giver mænd 11 ugers øremærket barsel, vil komme til at gøre en forskel for kvinders løngab. 

“Under initiativet med den øremærkede barsel tror jeg, at der ligger et ønske om, at alle borgere – herunder kvinder med små børn – skal hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og helst på fuld tid. Det har reelt intet at gøre med ønsket om at give kvinder lige og bedre muligheder på arbejdsmarkedet – så længe de bare arbejder,” siger Birgitte Baadegaard.

Hun tvivler på, at de nye barselsregler vil styrke kvinders position på arbejdsmarkedet, og herunder deres pension. 

“Ved at gennemføre den nye barselsordning, så barslen mistes, hvis far ikke tager den, kan det være, at barnet kommer tidligere i institution, men mor trives ikke nødvendigvis med valget. Der er derfor en mulighed for, at hun ender med at sige op, hvis husstandens økonomi er til det. Jeg er derfor virkelig spændt på at se konsekvenserne af de nye barselsregler på længere sigt. Vi kan kun gisne om, hvad tallene kommer til at vise, men jeg tvivler personligt på, at de nye barselsregler kommer til at styrke kvinders position på arbejdsmarkedet – herunder deres pension.” 

Ny told på kinesiske elbiler kan ramme danske svinebønder

Læs også: Ny told på kinesiske elbiler kan ramme danske svinebønder