Investering

Forsvarsaktier er blevet populære på aktiemarkedet. Det er dog ikke kvinder, som investerer i dem

Forsvarsaktier er blevet populære på aktiemarkedet. Det er dog ikke kvinder, som investerer i dem
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 15. marts 2024

Af Mille Skjold Madsen

Efter Rusland invaderede Ukraine for to år siden er forsvarsaktier blevet interessante for investorer. Alene den tyske våbenproducent Rheinmetall er steget over 300 procent de sidste to år. I denne uge kom den danske regering så med et udspil, der vil løfte forsvarets budgetter, og Mette Frederiksen kom i den forbindelse med en opfordring til pensionsgiganterne i Danmark om at være med til at investere i forsvaret. 

En opfordring, som formanden for Forsikring og Pension, Kent Damsgaard hilser velkommen. 

 “Der er ingen tvivl om, at synet på forsvarsinvesteringer har ændret sig hos mange pensionskunder, så der er en større interesse for og mod på at investere i pensionspenge i forsvaret, hvor det kan gå hånd i hånd med afkast til alderdommen,” siger Kent Damsgaard i en pressemeddelelse til Ritzau.

F&P opfordrer regeringen til at invitere pensionsbranchen og andre relevante aktører til at gå ind i et partnerskab, som kan danne rammerne for flere offentlig-private investeringer i forsvaret

 “Flere selskaber har allerede meldt sig på banen, når det gælder om at bidrage til at bygge og drive kaserner, så vi skaber de bedst mulige rammer for vores værnepligtige. Vi bør oplagt se på, om pensionsbranchen på andre fronter kan være med til at investere i vores forsvar. Vi er glade for invitationen i statsministerens tale, og vi håber, at hun og regeringen følger op. Vi er klar,” siger Kent Damsgaard i samme pressemeddelelse. 

 

Mænd investerer i forsvarsaktier 

Men forsvarsaktier er ikke kun interessante for de større spillere på aktiemarkedet. Også hos investeringsplatformen Nordnet mærker de en interesse i forsvarsaktier hos de private investorer.

I en opgørelse, som Nordnet har foretaget for Økonomista, kan de se, at i kategorien, som  defineres som forsvarsaktier, er væksten i antallet af handler med forsvarsaktier steget med 220 % fra 01.01.2023 til 01.03.2024. Og selvom det både er mænd og kvinder som investerer i forsvarsaktier, så udgør 85% af investorerne i forsvarsaktier mænd.

Head of Business Management hos Nordnet, Thomas Enevoldsen Brünings, tilføjer, at selvom de ser en stigning, så er interessen i forsvarsaktier samlet set markant mindre end i temaer som sundhed, teknologi, finans mv. 

 

De etiske overvejelser  

Investering i forsvarsaktier er for mange investorer forbundet med etiske overvejelser og især kvinder vægter social ansvarlighed og etik højt, når de investerer. Et studie fra UBS viste, at på spørgsmålet om man ville investere i en virksomhed, der ikke blev betragtet som social ansvarligt (fx en tobaksvirksomhed) svarede 81 % af kvinderne, at det ville de ikke, mens det samme gjaldt for 49 % af mændene. 

Derfor kan det måske også forklare, hvorfor færre kvinder vælger at investere i forsvarsaktier, men det kan være svært for den private investor at vurdere, hvilke virksomheder, der går under betegnelsen forsvarsaktier, og hvornår man selv vil vurdere den som social uansvarlig. 

Mange vil nok forbinde forsvarsaktier med skydevåben, men forsvarsaktier kan være mere end det. Forsvarsaktier kan nemlig også være IT-teknologi, cybersikkerhed eller virksomheder, som også laver andre produkter end udelukkende til forsvaret. Fx. Saab, som nok er mest kendt for at producere biler, men også laver jagerfly til forsvaret. 

“Nogle af selskaberne er konglomerater, og laver komponenter der kan bruges i fx forsvar, uden det nødvendigvis er selskabets primære formål, derfor er det også op til den enkelte investor at vurdere, hvor ens etiske overvejelser går ift. at investere i forsvarsaktier,” fortæller Thomas Enevoldsen Brünings.

 

Pas på modeluner i investering

Læs også: Pas på modeluner i investering