Fra arkivet – udgivet første gang i juli 2023
Når det danske kvindelandshold til sommer går på banen til VM, har de langt bedre forhold end tidligere, men én ting halter stadig efter i kampen om ligestilling på grønsværen: Lønnen.
Af Maria Præst – Foto: Anders Kjærbye – dbufoto.dk
Pernille Harder, Sanne Troelsgaard og Signe Bruun er navne, der efterhånden begynder at give genklang herhjemme. De tre er alle professionelle fodboldspillere, der stiller op i rødt og hvidt, når VM i kvindefodbold 2023 bliver skudt i gang i New Zealand og Australien den 20. juli. Men der er stor forskel på, hvordan landsholdsspillerne bliver aflønnet på henholdsvis kvinde- og herrelandsholdet. Da kvindelandsholdet spillede sig i EM-finalen i 2017, fik de en bonus på 80.000 DKK hver, mens spillerne på herrelandsholdet hver fik 1,6 mio. DKK, da de spillede sig i EM-semifinalen i 2021.
“Der er en kæmpestor forskel på lønnen, hvilket er udtryk for, at der over tid har været langt større interesse for herrefodbold. Fansene er motoren, der driver det hele, og de er udgangspunktet for lønforskellen”, forklarer Kenneth Cortsen, der forsker i sportsøkonomi, -branding og -ledelse ved University College Nordjylland og er tidligere træner for AaB’s kvindefodboldhold.
Kenneth Cortsen understreger dog, at meget har ændret sig for de kvindelige fodboldspillere de seneste år.
“Vi begynder at se nogle forandringer. Der er stadig en stor kløft, men de seneste år er der kommet en langt større italesættelse og professionalisme inden for dansk kvindefodbold.”
Gennembruddet i 2017
Før 2017 var kvindefodbold ikke noget, der som sådan fik folk ud på kanten af sofaen eller journalisterne til at stå i kø for interviews. Men til EM i Holland skete der noget, der for alvor fik slået kvindefodbolden fast i danskernes bevidsthed: Det danske landshold vendte hjem med sølvmedaljer om halsen, hvilket er det bedste resultat nogensinde.
“2017 var set med danske briller et stort gennembrud, der gav kvindefodbolden mere opmærksomhed. I 2013 klarede vi os faktisk også godt med en semifinaleplads, men i 2017 var timingen bedre, vi klarede os rigtig godt, og der var samtidig en øget fokus på sporten”, fortæller Kenneth Cortsen.
Med sølvet fulgte den omtale, respekt og anerkendelse, som kvinderne havde higet efter længe. Op gennem 00’erne havde de været vant til at spille i herrefodboldtøj, hvor de næsten ikke kunne holde shortsene oppe, og blive aflønnet med 100 DKK i løn til lost og logi om dagen og 2.500 DKK pr. kvalifikationskamp. Men med EM-sølvmedaljen fulgte også et mod til at kæmpe for bedre rettigheder.
Konflikten med DBU
Kvindefodboldspillerne satte sig til forhandlingsbordet med Dansk Boldspil-Union (DBU), som er dem, der fastsætter deres løn. Men de kunne ikke blive enige, forhandlingerne trak ud og endte i en reel konflikt.
“Konflikten var et stort tilbageslag efter kvindernes succes ved EM. Den endte med at holde dem som gidsler, så de måtte udeblive fra deres VM-kvalifikationskamp mod Sverige – og dermed missede de muligheden for at komme med til VM i 2019. Det havde stor symbolværdi for holdet, der ellers rent sportsligt var konkurrencedygtigt til VM”, forklarer Kenneth Cortsen.
Efter 12 måneder landede den nye aftale for kvindelandsholdet, der betød langt bedre forhold for kvinderne, der blandt andet fik en lønstigning på 180 procent samt lovning på, at der fremover skulle investeres to millioner DKK årligt i udviklingen af det danske kvindelandshold.
Siden aftalen i 2017 er kvindelandsholdet blevet styrket yderligere med en ny og bedre tv-aftale med DR samt et nyt kommercielt partnerskab med ATEA ud over Hummel, AL Bank og Oddset.
Ligeløn i andre lande
Det lyder jo meget godt, men samtidig skete der noget ret markant for kvindefodbold lidt længere nordpå, hvor Norge som det første land nogensinde indførte ligeløn mellem deres mandlige og kvindelige landsholdsspillere. Det startede en økonomisk lavine, og siden har Island, New Zealand, Holland, Finland og Brasilien gjort Norge kunsten efter. Om det også kommer til at ske i Danmark, er Kenneth Cortsen ikke sikker på.
“I 2023 står kvindefodbolden et helt andet sted end for ti år siden – et langt bedre sted – men der er stadig en stor kløft op til herrelandsholdet, hvilket hænger sammen med interessen. Og her halter klubfodbolden langt bagefter slutrunderne, hvor livet i ligaen overhovedet ikke har samme interesse i befolkningen”, forklarer Kenneth Cortsen.
Nok har kvinderne fået bedre lønforhold og generelle vilkår på landsholdet, men i klubfodbolden er forskellen på kvinder og herrer stadig enorm. For eksempel blev Pernille Harder i 2020 den dyreste kvindelige fodboldspiller med sit skifte fra den tyske storklub Wolfsburg til Chelsea, hvor handelsprisen var 2,6 millioner DKK. Til sammenligning blev Joachim Andersen i 2019 Danmarks dyreste fodboldspiller, da han for godt og vel 225 millioner DKK skiftede fra Sampdoria til Lyon.
“Det er en faktor på næsten 100, som ikke lige sådan bliver udlignet”, slår Kenneth Cortsen fast.
VM til sommer
Men måske kan det netop forestående VM være med til at give kvinderne endnu mere opmærksomhed hos den danske befolkning og i medierne. For nogle kan en VM-deltagelse lyde som en selvfølge, men Danmark har faktisk ikke været med til VM siden 2007.
“Det er vigtigt, vi er med, når de store mesterskaber spilles, og nu har vi heldigvis kvalificeret os til VM, hvor det kunne være fedt at se det danske kvindelandshold nå langt. Når et landshold gør det godt, samler det befolkningen og skaber et positivt narrativ, der giver næring til mere opmærksomhed, italesættelse og fokus – og det er dét, der skal til for at komme nærmere ligeløn, forklarer Kenneth Cortsen.
Han er selv tidligere elitefodboldspiller og har stået med trænerkasketten for kvinderne i AaB, så hvordan vurderer han kvindernes chancer?
“Jeg synes, vi har et fornuftigt hold, så mulighederne eksisterer helt sikkert. Jeg håber i første omgang, at de kan spille sig videre fra puljen over i knockoutkampene, hvor alt kan ske. Det bliver spændende”, siger Kenneth Cortsen.