Indsigt

Ekstremt vejr påvirker rejsevaner: “Adfærdsændringer kommer til at hænge sammen med, hvad folk oplever på egen krop”

Ekstremt vejr påvirker rejsevaner: “Adfærdsændringer kommer til at hænge sammen med, hvad folk oplever på egen krop”
Amanda Frisk
Af Amanda Frisk 19. juli 2024

For at undgå ekstremt vejr fravælger nogle danskere specifikke destinationer, og andre rejser uden for højsæsonen.

Af Amanda Frisk

 

Kæmpehagl i Italien, skovbrande i Grækenland og massive oversvømmelser i Norge, sådan så sommeren ud i 2023. Ikke ligefrem de ferieminder, man ønsker sig, når man sætter sig op i flyveren. 

I år påvirker udviklingen i klodens vejrforhold nogle danskeres valg af rejser. Det viser tal fra rejseforsikringsselskabet Europæiske ERV Rejseforsikring.

 

543 danskere er blevet spurgt, om ekstrem vejr påvirker deres rejseplaner. 14 procent svarer, at de vil rejse uden for højsæsonen til sommer. Samtidig svarer 14 procent, at de vil rejse til destinationer, som er mindre påvirket af ekstremt vejr. 53 procent svarer, at ekstremt vejr ikke påvirker deres rejseplaner. 

 

Hos RUC vurderer lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi Jane Widtfeldt Meged, at anden adfærdsændring, vi ser hos danskerne, er, at folk venter så længe som muligt med at booke ferier. På den måde kan de tage bestik af situationen, inden de rejser.

“Jeg tror, at disse adfærdsændringer kommer til at hænge sammen med, hvad folk oplever på egen krop. Når man har været tæt på en naturbrand eller katastrofer, så gør det indtryk og ændrer ens rejsevaner,” siger hun. 

 

Flere turister kommer til Danmark

 

En rapport lavet af EU sidste år forudser, at i takt med at klodens temperatur stiger, vil turismen også ændre sig. En temperaturstigning på tre eller fire grader kan betyde en reduktion af turister på 10 procent i de sydeuropæiske kystregioner. Samtidig kan det øge turismen ved de nordlige kyster med fem procent, herunder Danmark.

 

Jane Widtfeldt Meged vurderer, at vi allerede kan se ændringerne i turismen.

“Norden er vinderen i alle scenarier. Det kan vi allerede mærke nu. Vi har en stigende tilstrømning af turister,” siger lektoren. 

 

Antallet af overnatninger i Danmark steg med 18 procent fra 2019 til 2023, hvis man kigger på rejsende fra Italien, Grækenland, Frankrig, Portugal og Spanien. Det viser en ny analyse fra brancheorganisationen Horesta på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, skriver TV 2.

Ser man ti år tilbage i tiden, så er turismen fra de fem lande vokset med 82,2 procent.

 

Europæiske ERV Rejseforsikrings undersøgelse:

Påvirker ekstremt vejr dine rejseplaner til sommer?  
Nej, det påvirker ikke mine rejseplaner53 %
Jeg bliver hjemme5 %
Jeg rejser udelukkende indenfor landets grænser5 %
Jeg vil rejse færre gange1 %
Jeg vil tage på kortere ferier1 %
Jeg vil rejse udenfor højsæsonen til sommer14 %
Jeg vil rejse til destinationer, som er mindre påvirket af ekstremt vejr14 %
Ved ikke7 %

 

Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation

Læs også: Russisk-amerikansk kvinde idømt 12 års fængsel for donation på $51 til velgørenhedsorganisation