Hver årgang, hver sin krise. I min familie er vi tre kvinder, som alle har oplevet en eller flere økonomiske kriser i vores liv. Det her er vores personlige oplevelser af tidspunkter i historien, hvor pengene og ressourcerne var små, og hvad det har betydet for vores måde at se penge på.
Af Mille Skjold Madsen
Esther Morsing
84 år
Esther var barn under 2. verdenskrig.
Vi gik ikke op i, hvilken mad der stod på bordet. Så længe der var mad, så var det jo fantastisk. Sådan husker jeg tiden under 2. verdenskrig. Hver en 25 øre skulle vendes, og hvis jeg havde tjent en skilling, så skulle den afleveres til husholdningsbudgettet.
Vi var ikke fattige som mange andre, men vi skulle stadig spare. Under krigen blev der blokeret for import af varer og materialer til industrien, så der var jo mangel på alt. Vi fik udleveret rationeringsmærker, som vi kunne bruge hos købmanden, og det begrænsede, hvor meget man kunne købe af hver ting.
Nogle gange kunne jeg se en lang kø hos købmanden. Det betød, at der var kommet nye varer, men hvad det var, vidste jeg ikke. Alligevel løb jeg hjem til min mor og fik mærker, så jeg kunne gå ned og købe. Det var ligemeget, hvad jeg kom hjem med, for der var knaphed på alt, så når der var noget, så skulle man have det. Der var også nogle som købte rationeringsmærker på det sorte marked. Min mor var også lige ved at gøre det, men min far arbejdede i De Samvirkende Fagforbund, der senere bliver til LO, og så gjorde man ikke sådan noget.
Mine forældre talte ikke om penge, for min far var jo aldrig hjemme, men arbejdede altid, så min mor styrede det. Vi havde kødfrie dage, sparede på opvarmningen, og min mor fik syet min fars gamle jakkesæt om til spadseredragter eller købte tøj i genbrugen. Der lå en genbrugsbutik lige før Rigshospitalet, som hver søndag udstillede tøj i vinduet, og mandag morgen farede min mor derud for at stå i en kæmpe kø for at købe tøj til os. Det var pinligt at sige, at man gjorde det, men min mor elskede genbrug.
Intet gik til spilde. Hvis der lå et stykke papir på gaden, så blev det samlet op, for det kunne sælges eller bruges. Jeg husker også spildsamlerne. De arbejdsløse, der trillede rundt med deres vogne og samlede alle rester ind, som kunne sorteres, genbruges og sælges videre. Det kunne fx være jern til produktion eller madrester, der kunne bruges til grisefoder.
Nogle af spildsamlerne holdt til bag vores lejlighed i København, og jeg glemmer ikke en spildsamler, der blev kaldt Gibbernakken. Han fandt et stykke legetøj og gav mig det. Det vakte så stor lykke, for legetøj var ikke noget, vi havde, og fødselsdagsgaver var altid praktiske ting.
Men selvom vi var i en økonomisk krise, så gik min mor meget op i, at det hele skulle se godt ud udadtil. Da mine søskende skulle konfirmeres under krigen, gik hun ud og købte nye møbler til stuen, og så havde hun sparet på brænde og olie gennem hele vinteren, så vi på festdagen kunne varme boligen op, for gæsterne skulle ikke sidde og fryse. Men jeg tilbragte hele vinteren under dynen i sengen, fordi det var så koldt.
Jeg kunne heller ikke få nye sko. Det var simpelthen bare en mangelvare på det tidspunkt, så jeg måtte låne min kusines sko til dagen, og jeg syntes det var så flovt, fordi min kusine skulle nævne for alle gæsterne, at jeg havde hendes sko på.
Vi fik dog nyt tøj til pinsesnit. Pinsesnit var en gammel tradition, hvor man brugte pinsen som anledning til fremvise sit nye tøj, og så tog hundredvis af mennesker i skoven med en skotøjsæske med mad, og de voksne købte en øl. Der fik vi kylling, og det skete kun den ene gang om året.
Efter krigen kom min far en dag hjem fra arbejde i Sverige, hvor han havde Gevalia kaffe og bananer med. Jeg havde aldrig smagt bananer før, og de var så overmodne, men jeg var ligeglad. Nøj, det var fantastisk at smage.
Som teenager, havde jeg en drøm om at blive berider, men jeg gik på en striks katolsk skole, hvor nonnerne fnyste af min drøm. “Det kan en pige ikke blive”, sagde de. Jeg søgte en masse jobs, men de krævede alle en real-eksamen, og det var der mange af os som ikke havde, fordi man jo skulle ud og tjene penge i stedet for at sidde på skolebænken.
I slutningen af 1950’erne blev jeg gift og fik efterfølgende fire børn. Jeg husker tiden som meget optimistisk i samfundet, men vi skulle stadig vende hver en 25 øre, og efterr husleje og regningerne var betalt, var der ikke meget tilbage. Jeg brugte 65 kr. om ugen på husholdningen, og vi spiste rigtig mange kartofler og gulerødder.
I dag er det ikke anderledes. Jeg har altid været fokuseret på at få pengene til at strække, og jeg har aldrig tænkt over, om jeg stod i en økonomisk krise, for der var jo ingen anden virkelighed for mig, da jeg voksede op. Jeg tror, at vi mennesker er gode til at tilpasse os den situation, vi er i og indretter os efter den virkelighed, vi står i, når den er her.
Det største indtryk, da jeg var barn under krigen var da krigen sluttede, og vores skole skulle bruges til at huse tyske flygtninge. Jeg glemmer aldrig, da jeg stod i vinduet på biblioteket og kiggede ned på dem i gården, hvor børn og gamle gik stille rundt i cirkler, mens de så helt forstenede ud i ansigterne. Det var den sande krise lige der.
Marianne Morsing
57 år
Marianne var barn under energikrisen i 1970’erne og ung i fattigfirserne.
Som barn husker jeg især den klamme lugt i området. Det var lugten af vådt brænde, som blev fyret af og lagde sig som en dyne over os alle. Vi boede selv i en etageejendom, men alle husene og kolonihaverne omkring os varmede op med brænde, og man måtte jo fyre med, hvad der var. Det var ikke noget, vi snakkede om, sådan var det bare.
Alle var i samme båd, det var ikke en tid, hvor man kunne sige “det vil jeg ikke” eller “det kan jeg ikke lide”. Man spiste det, der blev serveret, og hvis man frøs, så kunne man tage en strikbluse mere på.
Intet gik til spilde, uanset om det var mad eller strøm, og vi gik i vores søskendes aflagte tøj.
Mine forældre var børn af 2. verdenskrig, så vi var vant til, at der skulle spares i vores hjem. Det lå nærmest i dna’et. Jeg husker dog ikke 70’erne som en hård tid, for jeg kendte jo ikke til andet. Det var sådan, verden altid havde set ud for mig, og jeg husker det som en tid, hvor alle var langhårede, gik med afghanerpels og spillede guitar.
Det ændrer sig for mig, da vi trådte ind i 80’erne, og glæde blev afløst af en sort og dunkel stemning. Da jeg var teenager, blev der talt om Den kolde Krig i skolen, og derhjemme var mine forældre bange for, at russerne kunne komme og smadre os dagen efter.
Vi lærte i skolen, hvad vi skulle gøre, hvis der kom krig. Samtidig drømte jeg om at være designer eller lave noget kreativt, men det var bare ikke en mulighed, fik jeg fortalt. Jeg husker i 10. klasse, hvor jeg kom i virksomhedspraktik hos en taskedesigner. Det var som at være i himmerige, men samtidig fik jeg af vide, at det kunne jeg lave i min fritid.
Det kunne jeg jo ikke leve af, mens samfundet stod på den anden ende. Og der var heller ingen fritidsjobs at få. Jeg havde gået med aviser, da jeg var 10 år, stået i bagerforretning som 11-årig og jeg drømte om at få et job i et supermarked, da jeg blev 15 år, men de hang ikke på træerne. Jeg husker, at jeg gik ned i et supermarked og søgte, hvor jeg fik af vide, at der stod 50 på venteliste til, hvis der blev et job ledigt. Der var bare ikke nogle jobs at få.
Det var derfor også vigtigt, at jeg kom på gymnasiet, for den fortælling jeg voksede op med var, at den eneste måde at komme ud af fattigdom var ved at tage en uddannelse, som kunne give en brød på bordet. Jeg var bogligt dygtig nok til at gå på gymnasiet, men jeg havde ikke lyst til det. Men jeg var samtidig også bange for fremtiden, og vi fik af vide, at robotterne kunne erstatte os, så den frygt styrede mine karrierevalg.
Samtidig bryder aids ud. Man ved ikke, hvad det er på det tidspunkt, men vi fik fortalt, at det jo nærmest kunne smitte ved at gå på toilettet. Det betød, at vores seksualitet blev udfordret, fordi vi var dødsens angst for at få aids, og da Tjernobyl også springer i luften, rendte vi alle rundt i vennekredsen og følte, at døden lurede lige om hjørnet.
Hvad skal der ske om et år? Det tænkte vi ikke på. Det var en apokalyptisk følelse, hvor det hele kunne være ligemeget. Jeg brugte alle mine penge, da jeg var i 20’erne for hvorfor gemme dem? Man var jo ikke garanteret i morgen. Der var tale om krig hele tiden, og mine kammerater blev udstationeret og kom hjem og fortalte om død og ødelæggelse. Der var ikke nogen, der sagde: “Nu skal jeg have uddannelse, bolig, mand og børn”.
Det var også i 1980’erne, at vi oplevede en større polarisering. Nogle købte Lacoste-trøjer og gik på diskotek for at signalere, at de befandt sig på et højere klassetrin, mens andre, ligesom mig, var med i BZ- og punkbevægelsen for at prøve at råbe samfundet op nedefra. Vores identitet blev i høj grad defineret ud fra, hvad vi havde på, for hvis du havde en dyr bluse på til 1.000 kr., så fortalte det jo meget om dig i en tid, hvor pengene var små i samfundet.
Jeg havde ikke råd til det dyre tøj, så jeg brugte den politiske diskussion som forklaring på, at jeg ikke ville bidrage til kapitalismen, og som ung teenager var jeg også en del af børnerock-bevægelsen, hvor vi stod på vogne og sang “ud med kapitalismen”. Det var på en måde nemmere at sige, at det handlede om politik, end at man ikke havde pengene.
Men jeg har da været splittet som ung. På den side prøvede jeg at gøre så meget som muligt for selv at komme frem, men samtidig havde jeg også en stor solidaritetsfølelse for, at vi skulle løfte alle. Det kom nok ud af, at jeg voksede op i en familie, hvor arbejderbevægelsen var stærk, og jeg tror også, vi havde klaret os bedre som samfund, hvis ikke alle havde skulle være deres egen lykkes smed.
Det har nok gjort mig bitter. Jeg blev voksen med en mentalitet om, at man skulle gå på arbejde for at tjene penge og knokle løs samtidig med, at man var sindssyg bange for at blive fyret og miste sit eksistensgrundlag, fordi jeg har levet i en tid, hvor den økonomiske afgrund var virkelig tæt på. Den mentalitet har jeg taget med mig – selv i opgangstider – fordi den er så indkodet i mig. Jeg har nok aldrig givet mig selv muligheden for at sige: Hvad har du egentlig lyst til, Marianne?”
I dag ville jeg have sagt “følg dit hjerte”, men som ung var jeg påvirket af den negativitet, som var gennemsyret i vores samfund og mediebilledet, og den fortælling er jeg kommet til at tage med hele livet. Jeg tror, at hvis man ikke er opmærksom på at frigøre sig fra den fælles fortælling, der bliver skabt i krisetider, så forfølger den en.
“Alle har ret til et fedt køkken”-opgangstiden fangede jeg fx slet ikke, fordi jeg havde travlt med at leve videre i overlevelsesmode fra 1980’erne, men samtidig er det også en kæmpe styrke, at jeg ved, hvordan jeg udnytter mine ressourcer og altid kan finde løsninger på mine udfordringer.
Derfor er jeg heller ikke bange for den nuværende økonomiske krise, vi står overfor, for jeg har ikke prøvet andet.
Mille Skjold Madsen
33 år
Mille var i starten af 20’erne, da finanskrisen brød ud i 2008 og voksen i 2022, hvor vi igen
oplever økonomiske uroligheder.
Jeg husker særligt en dag, hvor mine forældre har taget mig med til åbent hus i et parcelhuskvarter, hvor nybyggede Lind og Risør-hus ligger side om side.
Det er i midten af 00’erne, og vi er kørt til en helt anden verden end det almene boligkvarter i Urbanplanen på Amager, hvor jeg kommer fra. Jeg er fascineret, men mine forældre byder ikke på det. Min far går hele tiden og taler om, “at det hele ender i en finanskrise”, og “at afdragsfrie lån er roden til alt ondt”. Han ender også med at få ret. For i 2008 kommer finanskrisen, og mine forældre nåede aldrig på boligmarkedet.
Det år var jeg lige blevet færdig med gymnasiet og flyttet hjemmefra. Jeg boede sammen med min kæreste – nuværende mand – i en andelsbolig på Amager med lav ydelse, så vi blev ikke synderligt påvirket af finanskrisen. Men tre år senere går Amagerbanken konkurs, og vi mister aktier for 30.000 kr., som vi havde i banken, men taget i betragtning, hvad andre endte ud i, så klager jeg ikke.
Jeg startede herefter på journalistuddannelsen, og i 2012 kom jeg i praktik i Finansforbundet, som er en fagforening for bankansatte. Jeg skrev mange artikler om fyrede bankansatte, og ofte skete det, at der landede en nyhed på mit skrivebord om endnu et bankkrak, som jeg skulle skrive om.
I de efterfølgende år læser jeg mange bøger om økonomiske kriser og begynder at interessere mig for finansstof. Jeg synes, det er interessant, hvordan kriserne påvirker os, og jeg prøver selv at blive klogere på, hvad der kendetegner økonomiske kriser, så jeg kan forberede mig på det.
Opgangstider er ikke for evigt. Det har jeg med hjemmefra.
Selvom jeg bliver færdiguddannet og kommer på arbejdsmarkedet, så ændrer mit forbrug sig ikke. Min mand og jeg sparer op, så vi kan købe et hus. Hverken mine forældre eller bedsteforældre kom på boligmarkedet, og det er en stor drøm for mig at opnå. Da vi har købt hus, sparer jeg op til at gå selvstændig og starte min egen virksomhed, for selvom jeg har i baghovedet, at der kan komme en krise, så tør jeg godt tage chancen med en opsparing i ryggen.
Jeg er uden tvivl et produkt af generationerne før mig. Jeg er vant til at ændre retning, hvis der er brug for det. Under coronakrisen var vi udfordret på indtjeningen, og vores rådighedsbeløb blev i den grad skåret ind til benet; tv-pakken blev opsagt, vi solgte ud af vores ting, og alle rester kunne trylles til aftensmad.
Det er noget, der løber stærkt i mit dna, det der med hurtigt at kunne sadle om, have en buffer til krisetiderne, få udnyttet alle ressourcer og købe brugt.
Nu står vi her igen. Jeg sparer, hvad jeg kan på el, gas og forbrug. Jeg køber alt brugt på nær sko, trusser og toiletbørster, og intet mad går til spilde. Jeg lægger planer og retter budgetter til i min virksomhed, for selvom jeg ikke har en stor produktionshal, hvor strøm og opvarmning koster penge, så tænker jeg over, hvordan jeg kan sikre min virksomhed i en krisetid.
Når jeg kigger tilbage på de to kvinder, som har videregivet deres erfaringer til mig, så er jeg taknemmelig for, at de viste mig, hvordan jeg får meget ud af ingenting, bruger mine penge smart og lader være med at gå i panik, men handler ud fra den virkelighed, jeg står i.
Forbered dig på det værste, men husk at følg dit hjerte. Den sidste del har jeg selv tilføjet, det er mit bidrag til familiearven.
Vi tre kvinder er nok lidt nogle korkproppe. Selvom vi udsættes for det største tryk ned i vandet, så vil vi flyde ovenpå, når trykket giver slip.
Og trykket vil give slip.