Personlig økonomi

Trumps told kan gøre iPhones ekstremt dyre i USA – men billigere for os

Mens amerikanerne måske snart skal punge ud med op til 24.000 kroner for en iPhone, kan danskerne måske se frem til billigere elektronik i kølvandet på Trumps seneste toldbombe.

Trumps told kan gøre iPhones ekstremt dyre i USA – men billigere for os
Foto: Jason Leung Unsplash
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 12. april 2025

I denne uge hævede Trump tolden på udvalgte kinesiske produkter til hele 145 procent – den højeste sats, han har indført siden sin tid som præsident. Og den nye toldsats kan især ramme elektronik som smartphones og laptops, der i stor stil bliver produceret i Kina.

“Hvis tingene fortsætter, som de ser ud nu, ser vi ind i faldende priser på elektronik i Danmark. Der vil være en kæmpe overproduktion i Kina. De kan ikke lukke fabrikker og vil være nødt til at eksportere det til andre lande,” siger Torben Vognsen,
chefredaktør på techmediet input.dk til Ritzau.

“Det er bedre at sælge billigt til Europa end slet ikke at sælge noget,” siger han.

Ifølge ham vil Kina stå med kæmpe mængder overskydende elektronik, der ikke længere kan sælges i USA – og derfor vil de presse priserne ned i resten af verden.

Over 80 procent af Apples produkter bliver i dag produceret i Kina. Og nu hvor USA straffer kinesisk elektronik med tårnhøj told, kan Europa ende med at blive outlet-marked for overskudslageret.

Så selvom Trumps handelskrig nok mest er tiltænkt som et slag for amerikansk industri – kan det ironisk nok ende med at give danske forbrugere billigere laptops og telefoner.

Amerikanske iPhones til 24.000 kr.

Det står i skærende kontrast til situationen i USA, hvor priserne på fx iPhones kan skyde i vejret.

Bank of America-analytiker Wamsi Mohan vurderer, at en iPhone 16 Pro, som i dag koster omkring 1.199 dollars, kan stige til omkring 1.500 dollars – bare på grund af arbejdsløn. Det svarer til cirka 10.000 kroner.

Andre eksperter går endnu længere.

Ifølge CNBC anslår Wedbush-analytiker Dan Ives, at en amerikansk-produceret iPhone kan koste op mod 3.500 dollars – altså omkring 24.000 kroner – hvis Apple skal flytte bare 10 procent af produktionen til USA.

De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Læs også: De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Personlig økonomi

Se flere artikler