Personlig økonomiStreamingkrigen: Hvem vinder kampen om dine penge?
Mens internationale streaminggiganter hæver priserne og jagter overskud, finder de danske tjenester deres egen vej til succes.
Max, Prime, Netflix, Disney, TV2, Viaplay. Abonnementerne hober sig op, og priserne stiger. Streaming er blevet en fast del af danskernes hverdag, men mange spørger sig selv, hvor grænsen går. Med flere tjenester, højere priser og stigende krav om nyt indhold kan det føles som en kamp at holde trit.
Kampen blev i 2024 vundet af Netflix, Disney, Paramount, Peacock og Max som samlet trak 5,9 milliarder dollars i profit hjem – en kæmpe forbedring fra tidligere års underskud. Men det har haft en pris for forbrugerne. Strammere regler for kontodeling, højere abonnementpriser og mere aggressiv markedsføring har været blandt de taktikker, virksomhederne har brugt for at skrabe overskud sammen.
Andre veje i Danmark
Mens det internationale marked kæmper for at fastholde abonnenter i en verden med “streaming overload,” ser billedet lidt anderledes ud i Danmark. Ifølge den seneste Nielsen Seerundersøgelsen-rapport streamer danskerne i gennemsnit 1 time og 19 minutter om dagen – en stigning, men dog en langsommere vækst end tidligere. Det skriver recordere.dk
Danske tjenester som TV 2 Play og DRTV har fundet deres egen opskrift på succes. Med stærkt public service-indhold og et fokus på danskernes præferencer holder de godt fast i seerne. Samtidig forsøger internationale aktører som Max (tidligere HBO Max og Discovery+) at gøre sig bemærket med varieret indhold og store events som OL.
Forbrugernes prioriteringer ændrer sig, og spørgsmålet er, hvor meget vi er villige til at betale for at få adgang til det hele. I Danmark handler det ikke kun om at være billigst, men om at levere det, der samler os – fra krimiserier til dokumentarer.